kort efter Olavs Tid og for Sagaen blev optegnet, altsaa i 11te eller 12te Aarhundrede. En af Opsidderne paa Grønninge fortalte mig, at da han for en 10 Aar siden grov en Kjelder under sit Hus, stødte han en Alen under Gulvet paa en gammeldags Sætergrue, en Helle under og tre reiste Heller, til at staa midt i stuen; han mente derfor, at hans Hus stod netop, hvor den gamle Sæter laa, og det kan jo være rimeligt nok. – I Efterretningen om Sæteren Grøningar, der vistnok tør betragtes som historisk, har vi ellers et interessant Minde om Bebyggelsens fremadskridende Bevægelse op mod Fjeldet i Middelalderen; naar vi gaar ud fra, at Grønninge og Alstadsæter paa Olavs Tid var Sætre, er altsaa i hedensk Tid Bebyggelsen stanset lige under Urden; i 11te eller 12te Aarhundrede er Grønninge, rimeligvis ogsaa den nedenfor liggende Alstadsæter, opdyrket som Bondegaard; derfor har Bonden paa Grønninge søgt sig nyt Sæterbrug og anlagt dette en Fjerdingsvei ovenfor, omtrent der, hvor Valdalen optager en Elv fra Sidedalen Steindalen; det blev da „Grønningsæter“. Men derefter har man søgt længer op ad Hoveddalen, som nu kaldes Langedal, og har optaget en ny „Grønninge“, som da fik Navnet Fremre-Grønning. Og begge disse Sætre maa allerede i 16de Aarhundrede være fra Sætre omgjorte til Gaardsbrug, thi deres Matrikulering er adskillig ældre end 1667.
Med Navnet Grønninge stanser Saga-Brudstykkets Beretning om St. Olavs Fjeldreise, thi Sæteren laa da endnu „nær Fjeldet“; den ved ikke mere, end at „Olav for derfra og kom frem i Einbu“, den øverste Fjeldgaard i Lesje. Men Sagnet i Dalen tror at vide god Besked om, hvilken Vei han tog. Fra Grønninge kan man ad 3 Veie komme frem til Lesje, enten lige op fra Grønninge gjennem Djupdalen eller fra Grønningsæter over Steindalen eller op gjennem selve Langedalen.
