den fortrinligste Plads for et Baghold; man kan naa derop uden at sees fra „Høiden“, og er man kommet op til Skrubhaugen, kan man aldeles afskjære Fienden Tilbagetoget. Naar en Hærstyrke viste sig paa disse Kanter, var det absolut nødvendigt at trække sig skyndsomt tilbage, som Gamles Hær da ogsaa gjør. Paa Høiden staar da den anden Fægtning, hvori Gamles Mænd enten drives op paa Freiberget eller styrter ned af „Hamrene“. Freihaugen gaar paa sydsiden næsten lige ud i Søen, men med bratte Afsatser, hvor man paa en hurtig Flugt ikke kan andet end slaa sig ihjel. Vi har før omtalt, at der findes store Stenrøser i Fjæren; efter sin Form kan disse godt beskrives som „Skibshauge“. Efter Sammenhængen maa Egil være falden nede i Fjæren, thi ban deltog jo kun i den sidste Fægtning, men her har man ikke i nyere Tid fundet Spor af nogen Bautasten; dog er Forholdene her nu saa forstyrrede, at dette ikke kan vække Tvivl om Fremstillingens Paalidelighed.
Den anden udførligere Beretning findes hos Snorre. Denne udmærker sig fremfor den føromtalte, ja fremfor enhver Skildring af Lokalforhold i Sagaerne, ved sin Klarhed og tillige ved mange rigtige Detaljer. Det falder strax i Øinene, at Snorre har sat sig til Opgave at give en nøiagtig, topografisk Skildring af Kamppladsen og Kampens Gang. Men denne Skildring er ikke saa korrekt som Konungatal’s. Den første og værste Feil er, at han lægger Øen Fræði paa Søndmøre. Dette sees vistnok ikke i-Ungers Udgave, der har indsat det rigtige Norðmøri; men alle Haandskrifter har Søndmøre, og dette er endog optaget i den senere Bearbeidelse af Olav Trygvessøns Saga[1]. Det
- ↑ undtagen i Flatøbogen (I, 58); Jon Þordarson har det rigtige, Nordmøre.
