dem, der fulgte eller bar dem. Erikssønnernes Mænd begynder nu at flygte, men idet de kommer op paa Høiden ligefor (gegnt) Frei-berget, ser de tilbage paa Rastarkalv (hvor altsaa Egil stod), at ingen Folk fulgte Fanerne. Her stanser da Gamle Erikssøn sin skare og fornyer Kampen, men da de danske Hjælpetropper flygter, seirer nu Haakon, og Gamle og hans Mænd maa vige langs Bjerget, nogle op paa Bjerget (hvor de dræbes), nogle ud for Hamrene, hvor de slaar sig ihjel. Gamle bliver saaret nede i Fjæren og drukner, da han forsøger at svømme ud til Skibene. 3 skibe bliver trukne paa Land, de faldne begraves i Fjæren, og Hauger opkastes over dem; „der, hvor Egil faldt, staar en høj Bautastén“.
Denne Beretning er saa rigtig og passende med Stedsforholdene, som man kan ønske sig; det er kun de kortfattede Udtryk, som volder Vanskelighed; man kunde formode, at den er et Uddrag af en længere Beretning. Féey og Féeyjarsund kan ikke være andet end Flatsetøen og Sundet mellem den og Fredøen. Naar Erikssønnerne her gaar iland for at fylke „ved Freiberget“, ser man; at herved menes det samme, som senere kaldes „Høiden lige mod Freiberget“, idet de maa tænkes at gaa iland ved Freistranden for at fylke oppe paa sletten ved Øvre-Frei, eller omtrent hvor Kirken nu staar. Slagpladsen bliver altsaa sletten østenfor nedre Frei eller Næsset mellem Freihaugen og den lille Bugt, som gaar ind søndenfor Otternæs. Rastarkalv eller Brekken, som gaar op fra Næsset, maa efter Ordene være forskjellig fra Høiden, den maa ligge længer mod Nord og være tilgjængelig for Haakons Hær; det passer udmærket til de før omtalte .Ujevnheder i Terrænet, der strækker sig mod Skrubhaugen. Her, hvor hele sletten kan overskues, og hvor Ujevnhederne skjuler en Fremrykning for dem, der staar paa Sletten, er
