soner, der under hele Rigsforsamlingens vedvarende havde udbredt Splid og under Skin af Patriotisme søgt at opløse Rigsforsamlingen for at spille Riget i Fremmedes Hænder. Jeg erindrer ikke at have hørt en mere paafaldende Tale – den indeholdt Perioder, hvorved Taarer strømmede os ud af Øinene. Der var en næsten almindelig Sindsrørelse i Forsamlingen. Der forekom igjen andre Perioder, hvor Taarer og Graad forvandlede sig til Latter, især hvor han talte om Sveriges og dets Agenteres Planer. Omsider sagde ham „Saa vil jeg tiltale mine fattige Børn: Jeg har ingen Formue at efterlade Eder. Naar Eders Fader ligger i Støv, da erindre Eder, at ogsaa han var med i den Forsamling, som gav Norge en Konstitution og med denne tillige gav Eder Adgang til at vorde frie Mænd.“ „Her er,“ sagde han videre, „de i Forsamlingen, der true os med at ville emigrere, dersom deres Planer ikke lykkes. Vi ville ikke forhindre deres Afreise, vi ville ønske dem Lykke paa Reisen. Jeg ønsker nu tillige, at de paa det nye Levested ikke ville fortælle, hvorfra de ere komne.“ Neppe vare disse Ord udtalte, før hele Forsamlingen, endog en Deel af selve Modpartiet, reiste sig som een Mand og med Klappen i Hænderne raabte: „Bravo! Bravo! Held for gamle Norge! Held for hver ærlig Mand!“ Nu var den haarde Nødd knækket.
1ste og 2den omtvistede §§ bleve, efter Votering (om de skulde staa, som de vare anførte, eller forandres) antagne med en liden Forandring. Klokken var nu henved 5, og Forsamlingen blev hævet til følgende Dag Kl. 10. Middagsmaaltidet vare saare muntert – seieren var dennesinde Fædrelandets, og man jublede i alle Værelserne.
Lørdag 14de Mai kom man til Ende med de 7 §§ om Finantsvæsenet. Forsamlingen udsat til Mandag Kl. 10, da den nu redigerede Konstitution fremlægges – og væl-
