man længe uenige – Christianienserne gjorde sig Umage for, at Æren skulde tilkomme deres Hovedstad. Skjønt §’en tildømte Throndhjemmerne Høitideligheden, vare de dog rolige og neutrale, som og var fornuftigt, dog forekom mig de Søndenfjeldskes Grunde for matte, til at Paastanden burde kunne sættes igjennem. Da Touren kom til vort Amts Deputerede at tale, reiste jeg mig og sagde: „Det forekommer mig at være omtrent indifferent, i hvilketsomhelst af Norges Templer Kronings-Akten blev holdt, under Forudsætning at den skede i en af Rigets Hovedstæder. Men, over 400 Aar ere dog henrundne, siden Norge havde sin egen Konge, og fra Thrøndelagen, det egentlige gamle Norge, veed man dog, at Enevælden først udspirede. Hiin Tidspunkt haaber man er vendt tilbage – vi søge idetmindste at give Norge sin egen Konstitution og Konge; det forekommer mig derfor at være en saare uskyldig Ting, om man gav den nye Regjeringsform et og andet Præg fra hiin fjerne Oldtid, følgelig da at ogsaa KroningsAkten, bestemt at holdes i Thrond-hjem, blev sat som et Minde om Norges gamle Forfatning. Throndhjems Domkirke, mærkværdig af dens høie Ælde og fordums Glands, tyktes mig være ærværdig nok for hiin høitidelige Handling. I Henseende til det Personale, der nødvendig maatte ledsage Kronings-Akten, forekom det mig som ligegyldigt, enten det blev trukket fra syd til Nord, eller fra Nord til Syd. Videre: Thrønderne vilde vist ikke skele til deres søndenfjeldske Brødre for den Lykkes Skyld, at disse maaske kom til at beholde Kongen og Hoffet i deres Midte; men de Søndenfjeldske vilde ogsaa vistnok godmodigen unde Thrønderne den Glæde at see, i det ringeste eengang, den fælles Konge, og dette vilde Kronings-Akten i Throndhjems Domkirke kunne sikkre de Nordenfjeldske.“
Efter dette blev §’en heel antaget.
§ 31 om det beneficerede Gods’s Anvendelse gav An-
