hensigtsmæssige, man kendte. I 1766 skal der på Hedemarken have været god vej, medens man over Morskoven ikke kunde køre, vanskelig nok ride. I Gudbrandsdalen omtales samtidig Kringen, som det værste punkt idet vejen her var så smal, at den neppe kunde passeres med kariol. Nordenfor Dovre var i 1766 Vårstien det værste vejstykke, der blot med vanskelighed kunde køres; på flere steder for øvrigt var det på grund af vejbanens smalhed ikke muligt for to karioler at passere hinanden. Ligeledes hændte det ofte, at grundejerne tillode sig at omlægge vejen, hvor den gik over dyrket mark, – åbenbart en reminiscens fra de middelalderske love.
Først efter midten af det 18de århundrede blev der med kraft og energi drevet på en systematisk ombygning af alle rigets veje. Fortjenesten herfor tilkommer især to mænd general-vejmester Nikolai Frederik Krohg i det nordenfjeldske og general-vej-intendant Peder Anker i det søndenfjeldske, samt tildels den førstes broder, den søndenfjeldske general-vejmester Georg Anton Krohg. Disse skabte det norske vejsystem; deres udholdenhed og iver lykkedes det at gennemføre den opgave, med hvis løsning man hidtil i omtrent hundrede år hevde været sysselsat uden at nå længere end til famlende forsøg. Under deres ledelse påbegyndtes der nu en række storartede anlæg, tildels endog af ganske nye vejlinjer, hvilket sidste forhen aldrig var seet. Kun en eneste gang vides der i den foregående tid at være fremkommet et forslag til bygningen af en ganske ny vej, nemlig den plan for et vejanlæg fra Telemarken over Røldal til Åkrefjorden, som i 1704 var udkastet af I. C. Ernst, og som nu haves trykt i Turistforeningens årbog for 1874. Dette, der i sig selv var noget vildt, fremkaldte rigtignok et kgl. reskript af 16 Februar 1704 om, at vicestatholderen
