hinanden, skønt de sidste påberåbte sig de første. General-vej-mesternes embede blev under disse forhold heller ikke af lang varighed, idet det allerede ophævedes ved et reskript af 31 Marts 1670. Vej-lovgivningen vedblev også fremdeles at støtte sig til de gamle bestemmelser, idet Kristian V’s norske lov så godt som ikke berørte denne genstand, og selv en under denne konge udarbejdet, (men aldrig endelig udfærdiget) forordning om skyds- og vejvæsen gik i den henseende ikke videre end til at gentage de ældre lovbud. En af vice-statholder Just Høeg under 10 April 1684 udstedt forordning om vejvæsenet i Akershus stift, der senere fik kgl. bekræftelse ved reskript af 7 Oktober 1740, går, hvor den taler om „lovens tilhold“ uden videre ud fra, at dette er de bestemmelser, som vare givne i de gamle norske love og senest gentagne i Kristian IV’s lov, f. ex. at de alfare veje skulde have en brede af otte alen.
Alt var således bragt tilbage til den gamle tilstand, idet nu tilsynet med vejenes vedligeholdelse atter må være overdraget til de lokale auktoriteter, hvis opsyn vistnok var meget slapt. Det varede da heller ikke længe, inden der på ny viste sig trang til at lægge vej-væsenets bestyrelse i centrale myndigheders hånd, hvorfor general-vej-mesternes embede atter oprettedes ved et reskript af 27 Marts 1674, således at der på samme måde, som før skulde ansættes en for det nordenfjeldske og en for det søndenfjeldske, der skulde lønnes ved en dertil pålagt „vejmester-told.“ Fra den tid af havde man i en lang række af år stadig general-vej-mestere, ialfald i det søndenfjeldske, medens der i det nordenfjeldske til forskellige tider ingen sådan embedsmand var, i hvilket tilfælde vejenes vedligeholdelse der altid overdroges til amtmændene og fogderne. Dette skede således allerede efter den første nordenfjeldske general-vej-mesters
