i det hele taget. Naar derhos Lapperne havde omhyggeligt Tilsyn med, at af et offret Dyrs Ben intet blev brudt eller forkommet,[1], da gjenkjender man ikke allene den samme Tro, som derfor ligger til Grund, i Fortællingen om Tors Bukke (Snorres Edda I, 142), men finder ogsaa det samme foreskrevet i Mose Lov (2 Mos. 12. 46. 4 Mos. 9, 12.) Det samme iagttage de ogsaa med den dræbte Bjørns Ben, som de begrave, som Högström[2] fortæller, i den Tro, at den da skulde opstaa og leve efter Døden. Men en lignende Tro ligger til Grund for, hvad der i Peder Fyllings Folkesagn S. 62 fortælles om Troldkjærringen Maske Bjørdal, som, naar man spiste Sild i hendes Nærværelse, gjorde de sild levende, hvis Rygben man forsømte at knække.
I samme Forhold til hinanden som Alfskot og Finnskot, staa Gandalfr og Gandfinn. Gandfinn kaldes en lappisk Noaide 2 Gange i Svend Grubbes Dagbog over sin Reise med Kristian den 4de til Finmarkeu, aftrykt i S. Brings Handl. i Svenska Historien 3dje Del, nemlig Side 43 og 45, og Ordet har aldeles samme Betydning som Trollfinn i Nielsens Søgner fraa Hallingdal S. 61 og Segner fraa Bygdom I, 49 fg.; ligesom det færøiske gandakelling er enstydigt med vort Troldkjærring, gn. tröllkona. En Gandalfr forekommer i Flatøb. I. 26 som Alfhilds Fader og Ragnar Lodbroks Morfader (jvf. Fornald. s. I, 376), men Søn af Alfgeir, Sønnesøn af Alf den gamle, Konge over Alfheim; og Gandalfs Sønner nævnes i Flatøb. I, 353 fg. som Sigurd Rings Svogre, udsendte af denne for at kræve Skat af Gju-
