dens Overtro foreligger en Levning af, hvad der i fordums Dage og overalt i Europas Lande troedes af Mænd, der stode paa Højden af sin Tids Dannelse, og lærtes af dem, der ansaaes for at være mest indviede i Naturens Hemmeligheder.
Som de fleste Folk have været meget omhyggelige for sine Dødes Begravelse, ikke allene for at bevise disse den skyldige Ære og Kjærlighed, det sidste især ved at bære Omsorg for deres fremtidige Velfærd i en anden Tilværelse, men ogsaa for at sikre sig selv mod de Ulemper, som den døde, om han ikke fik Ro i Graven, kunde tilføje de gjenlevende, saa har vel det samme været Tilfælde med Lapperne allerede fra Hedenskabets Tid. Men heller ikke hvad man herom ved, efter den ufuldstændige Kundskab, som vi have derom, er noget for dem ejendommelig. At de Redskaber ødelagdes, som medgaves den døde i Graven[1], er jo ikke andet end, hvad mange Gravfund vise, ogsaa har været almindeligt blandt vore Forfædre, ligesom jo ogsaa de Vaaben, som man i stor Mænge har fundet nedsænkede i Moser, vistnok som et Slags Offer, ere, inden dette skede, paa en eller anden Maade gjorte ubrugbare. Naar Lapperne ved Gravølet fortærede den Ren, der havde draget Liget til Graven, og derpaa begravede dens Ben i Jorden[2], da er dette vel ogsaa at anse som et Offer for eller til den døde. Hermed stemmer det vel overens, at efter Fornaldar sögur I,
- ↑ Friis, lapp. Mythol. S. 153.
- ↑ Högström, Beskrifn. S. 208; Schefferi Lapponia S. 359 (317); G. v. Duben l. c. S. 248; 249 Linje 9 nedenfra.
Som denne efter Beskrivelsen skal være hvid af Farve, saa har man ikke allene her i Norden (se Segner fraa Bygdom I, 49 fg., Afzelius Svenska Folkets Sago-häfder II, 172 fg., Dybecks Runa 1848, 3, 22), men ogsaa i Sydtydskland, (Grimm, deutsches Wörterbuch IV, 2, 534) overtroiske Forestillinger om en Hvidorm.
