en Stenpil, i hvem smelde man dog ikke kan se noget Mærke derefter i Huden[1]. I den Beskrivelse deraf, som gives i J. E. Nielsen, Sögnir fraa Hallingdal, S. 61[2] kaldes det samme “Finkula“. Sammenholder man nu alt dette, saa ledes man derved ikke allene til at anse Gand og Finskud[3] for at være i Grunden det samme, men ogsaa til den Mening, at Udøvelsen af dette Slags Trolddom i vor Folketro oprindeligen tilhørte Alferne, men senere af Nordmændene og de Svenske er bleven tillagt Finnerne, som da vel ogsaa selv kan have tilegnet sig den, eller have lempet sine ejendommelige Forestillinger eller den for dem særegne Trolddom efter hvad de fandt gangbart eller hørte omtalt blandt de Folk af germanisk Stamme, med hvilke de kom i Berørelse.
At hvad der hos os kaldes Finskot, men ogsaa Alpil,
- ↑ Jvf. J. Grimm, D. Myth. 3te Ausg. S. 429; J. Grimm, Irische Elfenmärchen S. XLV fg. CII.
- ↑ Jvf. R. Gjellebøl, Beskr. over Sætersdalen i Top. Journal for Norge 26, 118; Peder Fyllings Folkesagn S. 181. Sommerfelt, Beskr. over Saltdalen i Trondhj. Vidensk. Selsk. Skr. i det 19de Aarhundrede 2det Bind, 2det Hefte S. 119.
Det fortjener Opmærksomhed, at hvad der i Sögnir fraa Hallingdal fortælles om, hvorledes Troldfinnen tager Hvirvelvinden til Hjælp ved at udskyde sin Kule, har en paafaldende Lighed med Fortællingen i P. Fyllings Folkesagn om, at der ved Finskuds Udsendelse hørtes en Vejrbrest (jvf. gn. vábrestr, se og- J. Grimm. D. Myth. 3te Ausg. S. 599). Ikke mindre Lighed er der mellem Peder Clausens Udsagn S. 134, at Finnernes Gand løsriver store Klippestykker, og Fortællingen i Flatøb. II, 7235 om den Fjeldskrede, som dræbte alle Styrbjørns Krigsmænd, da den Rørkjep, som Erik Sveakonge havde faaet af Odin og udskudt, saaes fare hen over dem som et Kastespyd. - ↑ Hvad der i Friis, lapp. Myth. S. 112 efter “Nærømanuskriptet“ beskrives under Navn af Finskud, er noget ganske andet, hvorom i det følgende vil blive Tale.
