Naar et endnu levende Menneske var saaledes ude at
ride, kom dette dog ikke altid deraf, at det selv ved Trolddom
og af fri Vilje havde sat sig i Stand dertil, eller gjort
sig til tröll. Det kande ogsaa være en Egenskab, der engang
var lagt eller kastet paa et Menneske, og som det tilfølge
deraf maatte bære som en Lidelse, indtil det muligvis
kande blive befriet derfra. Heraf kom det vel, at det ikke
altid ansaaes med samme Strenghed, naar nogen blev overbevist
derom. Medens det regnedes for úbótaverk, om
nogen fandtes skyldig i at vekja tröll upp, var ogsaa den,
der overbevistes om at ríða manni eða búfé, underkastet
en meget haard Straf efter Jons Kristenret 65, hvori det heder
þá skal hann eða hana flytja á sjo út ok högga á
hrygg ok sökkja niðr til grunna. Mildere bedømtes
derimod dette Tilfælde i Eids. 1, 46. 2, 35, hvor der siges,
at en Kvinde skulde bøde 3 Mark, naar hun ikke kunde
rense sig for den Beskyldning, at hun ríði manni eða
þjónum hans, og Borg. 1, 16 heder det endogsaa om
hende: eigi veldr hon því sjölf at hon er tröll, men
skjøndt hun desaarsag gik fri for anden Straf, skulde hun
dog rømme Bygden med fuld Adgang til at tage al sin Ejendom
med sig, vistnok for at saaledes Bygden kunde blive
fri for de Ulemper, som hendes Ophold inden samme antoges
at medføre. En saadan Ulempe vilde det jo ogsaa
været, om hun var mara, og i denne Egenskab eller Skikkelse
red snart den ene og snart den anden i sin Omgivelse;
noget, som man for kort Tid siden skal have troet om to
gamle Kvinder i Kvelds Sogn, om hvilke man sagde, at de
havde muruham[1]. Men om end Mennesker, som vare i
- ↑ Jvf. Mannhardt germanische Mythen S. 633.
benh Udgaven af 1850). Eids. 2, 35 har i Texten tröllkona, hvor varianten har trollriða.
