gandius maa have været hans egen af Legemet udfarne Sjæl. Mere overensstemmende hermed synes det være, naar der i Didriks saga S. 304 fortælles om Ostacia, at hun hrœrði sinn gand og derpaa for afsted som dreki for at ødelægge sin Mands Fiender; men Fortællingen er især i det øvrige saa eventyrlig, at der kun lidet kan bygges derpaa, naar man vil søge Kundskab om de Forestillinger, som vort Folk i gamle Dage gjorde sig om saadan Trolddom, og dette kan man jo saa meget mindre paaregne, som hele Fortællingen er hentet fra tydske Kilder og grunder sig paa tydske Sagn. Bedre synes vort eget Folks Forestillinger gjengivne i Fortællingen (Friðþjófs s. hins frœkna c. 6) om, hvorledes det gik til, da Troldkvinderne Heið og Hamglöm paa Kongerne Halfdans og Helges Begjæring skulde gjøre Vind og Uvejr for derved at ombringe Friðþjof og hans Folk paa deres Rejse til Angantyr, medens denne derimod afviger saavel fra Fortællingen om Troldkarlen i Chron. Norv., som fra den om Harald Blaatands Troldkarle forsaavidt, som disse maa have været virkelige hamhleypur, medens Heið og Hamglöm kun kaldes saaledes, hvor der er Tale om deres Virksomhed som tröllkonur. Det heder nemlig om dem, at de saaes som to konur siddende paa Ryggen af en Hval, hvorimod de, hvis de havde været virkelige hamhleypur, maatte have faret eller været i hvals líki, og man da ikke vilde have seet dem selv i menneskelig Skikkelse, men kun de Dyr, hvis Skikkelse de havde iført sig. Og dog kunde de forsaavidt regnes for hamhleypur, som de til samme Tid vare paa to Steder, som de, medens de rede paa Hvalen, dog tillige sade paa Seidhjallen, hvorfra de faldt ned, saa at de fik Ryggen brækket, i samme Øieblik som Friðþjóf rammede den ene med sin Fork, og Ellide gik over den andens Rygg.
