Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/207

Skjønt Forfatteren siger, at Finnerne selv kalder en saadan Aand gandus eller gandius, og man derved kunde foranlediges til at anse Ordet for at tilhøre deres Sprog, saa ledes man dog af allerede anförte Grunde til at forkaste denne Mening. Hvad af ham er fortalt om deres Gand-Trolddom er heller ikke saa ejendommeligt for dem, at man for den Sags Skyld skulde holde derpaa. Mærkeligt nok er det heller ikke allene blandt Nordmændene eller Nordgermanerne, man finder noget med hin Trolddom og dens Benævnelse ensartet. I 3die Udgave af sin Deutsche Mythologie S. 1038 anfører nemlig Jacob Grimm et Stykke af Guilielmus Alvernus p. 1064, hvori der tales om, at malefici troede at gjøre sig, per characteres nefandos et scripturas, de canna den Hest, som de bruge ad vectigationes suas, og hvori han under Forsøg paa at forklare sig, hvorfor dertil netop skulde bruges canna, tilsidst yttrer, at han ikke skulde have noget derimod, om man antog, det kom deraf, at canna et calamus habitationes interdum malignorum spirituum sunt. Dette anfører her Grimm som et Sted, hvori Hexers eller Troldkjærringers Riden paa Kjeppe eller Kosteskafte (Soplimer) findes omtalt, og visselig med rette. Men alligevel er man lige berettiget til at fremhæve den paafaldende Lighed, som findes mellem hvad denne gamle Forfatter her siger, og det af Chronicon Norvegiæ anførte, og det ikke mindre i Ord end i Sag; noget som er saa meget mindre at undres over, som der vistnok er et nært Slægtskab mellem Finnernes Gand-Trolddom og Troldkjærringernes Riden. De Ligheder mellem Ordene i Chronicon Norvegiæ, og hos Guil. Alvernus, som jeg her for Øjemedet især maa fremhæve, ere: 1) de characteres nefandi et scripturæ, hvorved malefici gjorde sig den Hest, som de brugte til sine vectigationes, og som have sit tilsvarende