trúa á Finna, fara til Finna[1], gera finnfarar[2], som findes i de gamle Kristenretter.
Den høje Forestilling, man gjorde sig om Finnernes Mesterskab i Trolddom udtaler sig ogsaa i Fortællingen om, hvorledes Finnen Svases Datter Snæfrid ved Trolddom havde tilvendt sig Harald Haarfagers Kjærlighed, og endogsaa havde vidst at fortrylle ham saa, at han end ikke, efterat hun var død, kunde bekvemme sig til at skille sig ved, eller løsrive sig fra hendes afsjælede Legeme[3]; og dermed hænger det vistnok ogsaa paa det nøjeste sammen, naar Seidmanden Rognvald Rettilbein er deres Søn[4], og den for sin Troldkyndighed bekjendte Egvind Kelda, der omtales i Olaf Trygvasons Saga, er eller gjøres til dennes Sønnesøn[5].
Rygtet om Finnernes store Troldkyndighed holdt sig dog ikke inden vort Lands eller deres nærmeste Naboers Grænser, men vandt tidligen en videre Udbredelse. Saxo Grammaticus omtaler dem som et Folk, der lagde sig meget
- ↑ Eids. 1, 45. 2, 34.
- ↑ Borg. 1, 16. Istedetfor Textens gera finnfarar, fara at spyrja spá, har en Variant: fara á Finmörk ok spyrja spá; og Borg. 3, 22 har: er maðr ferr á Finnmarkr at spyrja spádóm.
- ↑ Heimskr. 66 fg. (Har. s. Hárf. c. 25); Flat. 1, 567. 582. Fm. X, 379. Selve Fortællingen herom er dog af fremmed Oprindelse, da det samme, som skal være vederfaret Harald Haarfager, fortælles ikke allene om Karl den Store og hans Dronning, se v. d. Hagens Gesamtabenteuer II, 631 fg. (især v. 451 fgg.) jvf. III, CLXIII fgg., men ogsaa om flere østerlandske Fyrster, se F. Liebrecht i Bartsch Germania XVI, 215 fg. Skjøndt det altsaa ikke er andet, end et af de mange Eventyr, hvormed vor gamle Historie er udsmykket, forringer dog dette ikke Betydningen af, at Snæfrid omtales som en finsk Kvinde.
- ↑ Heimskr. 67. 75. (Har. s. Hárf. c. 25. 26.); Ágrip c. 2 (Fm. X, 378).
- ↑ Flat. I, 373 fg. (377).
