ikke tilhører ordets Rod, men dets Flexion, da har man nemlig kun dierm tilbage, og heri ser jeg det gammel-norske þryma, þruma, hvor ved Ordets overgang i det lappiske Sprog r og u eller y ere omsatte paa en Maade, som er altfor almindelig, til at der fra den Side skulde være nogen Betænkelighed ved denne Forklaringsmaade. Men þryma, þruma eller det nöjere bestemte reiðarþruma var jo hos Nordmændene netop den almindelige Benævnelse paa Tordenen.
Til denne Guds Attributer hørte som sagt ikke allene Hammeren ligesom hos vore hedenske Forfædre, men ogsaa Buen og desuden et Stykke Flint[1]. Naar der tillægges ham en Bue, er det muligt, at derved kan være tænkt paa Regnbuen, der ofte viser sig under Tordenvejr, men Sagen kan ogsaa have en anden Grund. Vor Almue taler endnu om Torlo(d), som det, hvoraf den Person eller Ting rammes, der bliver slagen af Lynilden, ligesom man i Sverige taler om åskvigg, som man jo endogsaa har villet paavise i de Flintspidser, som man stundom finder liggende paa eller i Jordens Overflade, og som hørte til Stenalderens Vaaben eller Redskaber. Men disse Tors Skudvaaben tænkte man sig ganske naturligen udskudte ved en Bue[2], og en
- ↑ Schefferi Lapponia S. 107. 117. (96. 105).
- ↑ Saa var det ogsaa i Tydskland, se J. Grimm, deutsche Mythologie 3te Ausg. S.163 fg. Müller & Zarncke, mhd. Wörterbuch II, 2, 672 b: donerstrâle.
Ord, som falder ret nær diermes, tilhører et Folk, der vel hverken med Hensyn til Slegtskab eller Hjem kan regnes til Lappernes nærmeste, og Castrén har selv ingen Mening om, hvorvidt disse Ord oprindelig tilhøre den finske Folkestamme eller ere laante fra den indogermaniske.
