det lappiske Sprog k bortfalder foran r i Ordets Begyndelse. Men her møder os nu den Omstændighed, at der ved Ordet Krist er gjort en Undtagelse fra den almindelige Regel, formentlig paa Grund at en vis religiøs Følelse, der gjorde det til Pligt at udtale dette Ord uforandret, hvor megen Møje det end kostede. Lapperne sige saaledes altid Kristus, kristalaš o. s. v., men aldrig krist-manna, kristačet. Paa Grund heraf forekommer det mig, at der er al Sandsynlighed for, at Ordene rist-manna, ristačet ere laante fra det russiske Sprog og have sin Oprindelse fra Ordet krest ɔ: Kors, idet nemlig Opmærksomheden især fæstede sig til den med Daaben forbundne Korsbetegnelse (gn. primsignan)[1], der saaledes kom til at give hele Daabshandlingen dens Navn; og dette er saa meget sandsynligere, som Ordet rist ellers forekommer hos Lapperne i Betydning af Kors. De nævnte Ord ere heller ikke de eneste af lignende Beskaffenhed, hvis russiske eller slaviske Herkomst er umiskjendelig, men den er ogsaa iøjnefaldende, naar en præst af Lapperne kaldes bap (jvf. russ. pop) og en Hedning kaldes baken (jvf. russ. pogan af lat. paganus). At det finske (kvænske eller karelske) Sprog herved har udgjort et Mellemled, er vel muligt, da dette har Ordene risti, pappi, pakana, ja forsaavidt endog sandsynligt, som det just var igjennem de af Russerne kristnede og under deres Herredømme staaende Kareler, at Lapperne først bleve udsatte for Paavirkning fra den Kant[2]; ligesom det vel tar antages for sikkert at naar man fra russisk Side søgte at tilvende sig et Herredømme over Lapperne, da var dermed uadskilleligen forbun-
