er velsaa hyppig[1]. Og den synes dog ganske den naturlige, naar der er Tale om Krigsskibe (svarende til større Jagter) og disse endog ladede med Krigsbytte.
Endog den Tid, der medgik, skulde efter Steenstrup bevise, at der kun var Tale om Løgstørgrundene. Til Vigen ror Harald og hans Mænd “om Aftenen“ – altsaa paa et Par Timer – og om Natten faar de Tid til at losse Skibene, trække dem over Land, hente Ladningen og endda være færdige ved Daggry. Jeg maa tilstaa, at mig forekommer dette aldeles ikke at høre til Umulighederne. Bruger vore Skydskarle paa sine større Baade at ro en Mil 2 Timer –, saa kunde deres Forfædre for 800 Aar siden ikke staa saa langt tilbage, thi om Skibene var større, saa var der da flere om hver Aare, og de faa Mil fra et Sted ved Lusbreid ind i Veilen ved Bygholm skulde der vist ikke vare mange Timer til at ro. Og selv om man tager Hensyn til de “korte Sommernætter“ (vi véd forresten ikke, paa hvilken Tid af Sommeren Toget foregik og om, hvor kort Natten var), maa det dog ansees gjørligt i en 7–8 Timer at trække skibene over Eidet vest for Bulbjerg, “hvor de baade havde ret gode Vanddrag og lavere Landpartier for sig“; til Sammenligning gaar det ikke an at afvise det Sted i Haakon Haakonssøns Saga, hvor denne Konge Aar 1226 paa Toget mod Ribbungerne lod sine skibe – 33 i Tallet – drage over Land fra Oslo til Øyeren og dertil kun brugte 2 Nætter (Sommernætter). Stykket fra Oslo til Stalsberg ved Øyeren er norsk Mil langt (“to lange Raster at drage over Myrer og Skoge, før de kom til Søen“), og Kongens
- ↑ Hr. Steenstrup tror ikke, at dette har været brugt nogensteds; han kjender altsaa ikke de nordamerikanske portages (Bæresteder), der netop har Navn efter denne Transportmaade.
