Denne Forklaring af Snorres Ord, at han lader Harald
trække sine Skibe over ved Bulbjerg, er imidlertid ganske
ny, første Gang fremsat af P. A. Munch. Tidligere, vistnok
allerede fra Torfæus af, tænkte man paa det smale Eid,
som i det allervestligste af Fjorden skilte denne fra Vesterhavet,
ved Harboøre-Agger, og nogle har endog benyttet
Snorres Ord som Bevis for, at Fjorden i 11te Aarhundrede
var lukket mod Vest, altsaa mod de danske Kilders Troværdighed.
Dette gaar dog umulig an; Snorres Ord kan
vidne om Limfjordens Skikkelse efter 1200, ikke for 11te
Aarhundrede, hvorom han savner Kundskab. Hans Ord
kan ogsaa kun høist uegentligt anvendes paa det vestligste
Eid ved Agger, nemlig naar man forudsætter Urede i Beretningen,
som dog udtrykkelig fordrer kun et Par Timers Roning
fra Fjordene store Bredning, der baade skildres og benævnes
rigtigt. Der er ogsaa al Grund til at tro, at Snorre vilde
lagt dette Eid ikke “vestr til hafs“, men “suðr til hafs“,
efter sin Opfatning af Jylland og Limfjorden, der falder
sammen med Knytlingasagaens.
Jeg har her ganske seet bort fra Prof. Steenstrup’s Forklaring af Snorres Ord, som jeg maa ansee for vildledende, ikke blot fordi Ordene hos Snorre ikke kan betyde, hvad han lægger i dem, men ogsaa fordi del maatte forudsætte Limfjordens Aabning mod Vest, som Snorre viser paa mange Steder, at han ikke kjender til. Sætningen “þar or víkinni innanverðri er eið mjótt vestr til hafs“ oversætter Steenstrup nemlig: “der er fra Vigen, som ligger indenfor, en smal Barre (Revle) vest ud i Vandet“. Denne Betydning faar han frem ved at betragte hvert Led for sig istedetfor at see dem i Sammenhæng. Ved “Eid“ forstaar han ikke Ordet i sin almindelige Betydning, men om en Revle i Vandet, en Barre, der ikke altid behøver rage op over
