berettet – 8 eller 9 Aar efter Begivenheden – om, at Knuts Skibe seilede fra England østover Nordsøen og dog kom vestenfra til Limfjorden. Efter dette kan det ikke nægtes, at efter Sigvats Ord var Limfjorden Aar 1027 (og senere) aaben mod Vest. Den Sagaforfatter, der først optog Sigvats Vers, og de, der afskrev efter ham, vidste naturligvis ikke saa nøie Besked om Limfjorden, at Beretningen skulde volde dem Vanskelighed; Forf. af den legend. Olavssaga og efter den Samleren af “Noregs Konungatal“ mærker derfor intet og siger ligefrem: “som man kan høre af Digtet, kom Kong Knut vestenfra til Limfjorden“. Derimod har Snorre studset ved disse Ord, og med Udeladelse af Henvisningen indskyder han en Omtale af Danmark, førend han nævner Limfjorden: “Saa er sagt, at Kong Knut styrede med den store Hær vestenfra England og kom uskadt til Danmark og lagde ind i Limfjorden“, og Grunden til at han landede her er ikke at Limfjorden laa direkte paa hans Vej, men at den danske Ledingsflaade mødte ham der: “der havde Danskerne samlet sig“. Hvorfor har Snorre indskudt disse Ord om Danmark og søgt en speciel Grund til at Knut landede ved Limfjorden? Aabenbart, fordi han forudsatte, at Limfjorden gik ind fra Øst og ikke laa lige paa Vejen fra England; vi vil ogsaa siden se, at saa var Snorres Opfatning.
I det følgende Aar (1028) foretog Kong Knut sit bekjendte Tog til Norge. Ogsaa hos Knut opholdt sig en islandsk Skald, Thorarin Lovtunge; han fulgte Kongen paa Toget og efter Ankomsten til Nidaros fremsagde han for Kongen, et længere Digt, hvori Toget beskrives fra Samlingsstedet i Limfjorden ligetil Ankomsten. “Min ædle Ven (Knut) drog hid med en meget stor Hær. Havets raske Konge førte ud af Limfjorden en stor Flaade.
