wegh in Zweden mitt dem Vollick zu nehmen“. For øvrigt oplyses i brevet, at M. havde havt mange vanskeligheder og bekostninger ved at holde sine folk sammen, endnu, forinden han blev liggende vejrfast. (Da han allerede 19 Juli landede i Stjørdalen (ikke Romsdalen), må Mønnichhofen have havt en forholdsvis hurtig overrejse).
2. I det andet brev, der er dateret Amsterdam 24 August 1612 og ligeledes stilet til Johan Skytte, berettes, at de skibe, som havde ført „den Herrn Johan von Muninckhoeuen“ til Norge, nu vare komne tilbage med den efterretning, at han var landet med sine folk „3 oder.4 meil oben Drontten zu Moerssdall“, og at man håbede, at han måtte „nunmehr mit sein Folck in Zweden, nit ohne grosse Mühe vndt gefahr, weil er so vrageconditionnirett an lavdt kommen, angelangett sein“. Ligeledes fortælles i dette brev, at „der Obrister Leutenant Harquett, ein Schotzman“ havde lejet et skib for at sejle til Edinburgh, „vmb de Folck, so Spens in Schottlandt sollte haben laessen annehmen, nach Zweden zu pringen, wie er fürgibt“. Dog anså brevskriveren det for mindre rimeligt, at et sådant foretagende skulde lykkes så sent på året, især da hans folk ikke vare bevæbnede, medens man i Norge var „allenthalben in gewehr“. Det synes af denne ytring, som om der foruden den Sinclairske expedition endnu har været påtænkt en lignende med skotske tropper igennem Norge, men at denne plan – formodentlig af de samme grunde, som anføres i dette brev – atter er bleven opgivet.
3. Det tredie af disse breve er dateret Amsterdam 10 (?) November 1612 og stilet til kongen, men er så stærkt beskadiget, at det kun for en mindre del kan læses. Også her nævnes „Obrister Johan von Munnickhoeuen“, som da må have været i Sverige. Såvidt det kan sees,
