krone, glemte de derfor ikke jorden, men stak gjerne sin næse i jordiske anliggender, naar der til deres ære var bygget kirker og stiftet klostre, naar hele byer og riger gjorde sig til af at have dem til skytspatron. Alle fromme mennesker overhovedet, men navnlig dem, der tilhørte en til dem indviet orden eller kirke, ydede de gjerne sin bistand, navnlig naar det gjaldt at bekjæmpe djævelen, og blev det nødvendigt, veg de ikke tilbage for at stige fra himmelen ned paa jorden igjen og atterigjen, ialfald tilsyneladende bære kjødets byrde. Der kan anføres mange eksempler herpaa, og følgende er et af de mest berømte.
Der var engang en biskop, der nærede en ganske særdeles ærbødighed for apostelen, St. Andreas, uafbrudt anraabte ham og bestandig begyndte, hvad han foretog sig, med ordene: „til Guds og den hellige Andreas’s ære.“ Al denne hellighed ærgrede djævelen og stak ham i hjertet, og en dag begynder han at lægge sine snarer nd for manden. Han iklæder sig en overmaade deilig piges skikkelse, gaar til biskopen og slaar i ham en udmærket godt opfundet skrøne: at hun var en kongedatter, at hendes far vilde gifte hende med en mægtig fyrste, men at hun vilde gjemme sin jomfruelighed for sin himmelske brudgom og derfor var flygtet fra sit fædreland, som hun ikke uden at løbe stor fare kunde vende tilbage til. Biskopen hører med beundring paa hende, roser og opmuntrer hende, tilbyder hende beskyttelse og tilflugt og indbyder hende til frokost. De er alene ved bordet, og jo mere biskopen betragter pigen, desto skjønnere finder han hende, jo mere han hører
