formler, faste og andre bodsøvelser, brændende kjerter, røgelsesceremonier, og saa fremdeles, men den kunde ogsaa undvære alle disse ting. Følgelig forholder det sig saa, at ikke alle djævle var af ens humør eller beskaffenhed; ligesom der gaves dem, der vendte ryggen til ved den første udfordring, ja ved den aller første krigslarm, gaves der ogsaa andre, der værgede sig fortvilet, og som man maatte drage ud af kroppen paa den besatte, akkurat som man med knibetangen trækker spiger ud af en væg. Mange besatte blev befriet bare ved, at de berørte en relikvie efter en eller anden berømt helgen eller drak vand, som der var rørt ud en smule støv i fra en saadan helgens grav. Andre blev helbredet, eller lad os snarere sige forløst ved hjælp af det vand, som St. Elias Speleotos hellige træsko var vasket i. Blev djævlene uddrevet af helgener, pleiede de at vise synlige tegn paa sin bestyrtelse og skræk. En djævel, der var besværget af St. Apro, benyttede den første udgang, han kunde finde; han fór ud med megen larm, og som den omhyggelige biograf siger, med voldsom diarrhoe. En flugt, saa smudsig en fiende værdig.
Erasmus af Rotterdam har i en af sine samtaler, betitlet „Exorcismus sive spedrum“,gjort sig lystig over djævleuddrivernes formaliteter og tøv, men rigtignok ved man ogsaa, at det ikke var saa rigtig vel bevendt med hans rettroenhed, og hans spydigheder hindrede ikke en kapuciner i Mantua i mod slutningen af det sekstende aarhundrede at skrive en latinsk bog, hvis titel i oversættelse lyder saalunde: „En svøbe over dæmonerne, indeholdende frygtelige, høist vigtige og virksomme exorcismer og prøvede
