Canterbury et tilfælde med en geistlig, der var besat, og som befriede sig selv ved at brænde en kjætter, men saadanne tilfælder indtraf sjelden. Selv om man medgiver midlets virkekraft, havde alle besatte dog ikke en kjætter paa lager til at brænde, og kjætterne blev dernæst udelukkende brændte af inkvisitionen, som med skinsyg griskhed holdt paa denne forret. Som regel betragtet var den besatte et kampudygtigt menneske, og ikke mellem djævelen og ham, men imellem den og en mer eller mindre stridsvant kriger var det, striden med forskjellige krigskunster og med vekslende held blev ført. Nøiere taget var den besatte en fæstning, bag hvilken djævelen eller djævlene slgte beskyttelse mod angriberne og hyppig seierrigt slog deres angreb tilbage.
Der gaves mange maader at uddrive djævelen paa, og midlernes kraft var dels afhængig af sit eget værd, dels af deres, der bragte dem i anvendelse. Der raadede forsaavidt en stor forskjel mellem den almindelige djævleuddriver (exorcist), der alene havde sin geistlige stilling at beraabe sig paa, og den undergjørende, helgen, for hvem det var dagligdags at hænge sin hue paa en solstraale eller at forvandle vand til vin. Hvor exorcisten ofte først seirede efter lange og haarde anstrængelser, under hvilke han af og til selv udsatte sig for at blive taget i besiddelse af den samme djævel, som han havde befriet en anden fra, seirede helgenen med et ord, en haandbevægelse, et blik bare. Djævleuddrivelsen var alt efter omstændighederne en lang og indviklet eller ogsaa en aldeles simpel og hurtig operation. Det hændte, at den kunde udkræve stadige bønner, rituelle
