Blandt menneskene var helgenerne Satans frygteligste modstandere. De kjæmpede uophørligt imod ham, det være enten for at forsvare sig selv eller for at hjælpe andre og gjøre en ende paa hans onde gjerninger. De havde mange efterstræbelser og uendelige ubehageligheder at taale fra hans side, men ofte gav de ham det igjen med renter og renters rente, og jo længere kampen havde varet, desto glorværdigere og fuldstændigere var seiren. Man kunde fylde en bog med de mest paalidelige beretninger om de nederlag, sælsomme forhaanelser og hellige tugtelser, som Satan og hans aander har maattet taale af fromme Guds tjenere, og det uden nogen forskjel for kjønnets vedkommende, saavel af hvidskjæggede eneboere som af fromme jomfruer, der endnu neppe havde traadt sine børnesko.
Den hellige Antonius, den første eneboer, havde taalmodig fun det sig i alslags ondskabsfuldheder fra djævlenes side, ja endogsaa i voldsomme slag; en dag spyttede han en af disse fiender i ansigtet for at give ham at forstaa, hvor lidet han brød sig om ham og hans dumheder, og se, djævelen tog ganske betuttet benene paa nakken. Nu er det vistnok saa, at spyttet af en helgen tør have havt ganske andre egenskaber end et almindeligt menneskes, dette kan man se deraf, at biskop Donatus paa Arcadius’s og Honorius’s tid engang aflivede en uhyre og forfærdelig drage ved simpelthen at spytte den i svælget. Hvilken kraft der laa i korsets tegn, har vi set. Endnu som børn bare forjagede helgenerne Sulpicius og Frodobertus djævelen med korsets tegn, engang han vilde hindre dem i at gaa paa skole. Med det samme
