Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/233

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
233
Djævelens nederlag.

lige naturgjenstande, som bød djævlene imod eller var til skade for dem, saaledes endel ædelstene, krysolit og agat, der drev dem paa flugt, og safiren, der forsonede med Gud; ligeledes endel planter som for eksempel hvidløg og etslags grønt, som franskmændene kaldte „permanable“, og som besad kraft til at troldbinde djævlene. Salt var af de ting, som djævlene havde mest angst for. Som tidligere nævnt var hanen en af deres hovedmodstandere i egenskab af dagens forkynder og tvang dem ved sin trompetstemme, om ikke alle netop, til tidlig om morgenen at gjemme sig. Endelig kunde den kristne, som vi skal faa se, i mangt et tilfælde ogsaa gjøre brug af sine arme og en god stok. Men hvo, som var kommet i fiendens vold, kunde gjøre sig fri gjennem mere eller mindre langvarige og haarde bodsøvelser og træde sin onde herre under fødder.

Men trods alt dette maa man erkjende, at disse vaaben og beskyttelsesmidler ikke bestandig nyttede. Man har herpaa tydelige eksempler nok hentet fra mangfoldige helgeners liv, ikke bare fra de mindres og mere ubetydeliges, men fra de mest udmærkedes. Det hændte temmelig ofte, aarsagerne dertil maatte nu være hvilkesomhelst, at uforskammede, overmodige djævle ord for ord og spottende gjentog de hellige bønner, med hvilke man søgte at holde dem i respekt, ja endogsaa de hellige skriftsteder, at de gjorde afskylige grimaser ved synet af det samme kors, som de ellers nygtede ængsteligt for, at de dansede lystigt omkring ved besprængelsen med vievand, og at deres angreb bare blev desto hyppigere og mere rasende, jo stærkere forsvarsmidler der anvendtes.

————————