der ingen skaansel, ligesom ogsaa bod er umulig. Dette er den strænge, dogmatiske theologis faste anskuelse, men den har overfor sig ogsaa en anden anskuelse, der er frugten af en mere overbærende og menneskelig theologi, der intet kjender til dialektikens haarkløverier, og som kommer fra hjertet for at gaa til hjertet. Efter denne anden mening stanser Guds uendelige barmhjertighed ikke ved helvedes port, men trænger som en straale velsignet lys ned i afgrunden og lindrer de fordømtes uudsigelige kvaler med nogle lettelser og en smule ro.
Den kristelige digter Aurelius Prudentius (348—408?) taler i en af sine hymner om den hvile, som i Kristi opstandelsesnat blir de fordømte tilstaaet. I en apokryfisk apokalypse af den hellige Paulus, forfattet henimod slutningen af det fjerde aarhundrede, fortælles der om en nedfart, som hedningernes apostel foretog til de evig fordømtes rige. Ført af erkeengelen Mikael har apostelen allerede besøgt hele det store „smertens rige“, har allerede set de forskjellige synder-afdelinger og de haarde straffe, som den guddommelige retfærdighed underkaster dem, og har ved synet heraf udgydt medlidenhedens og smertens taarer. Han staar i begreb med at forlade det forfærdelige mørke, da de fordømte skriger som med en stemme: „O, Mikael, o, Paulus, hav medlidenhed med os og bed hos frelseren for os!“ Da siger erkeengelen til dem: „Græder alle, ogsaa jeg vil græde med eder, ogsaa Paulus og det hele englekor vil græde med mig; hvo ved, om ikke Gud vil være barmhjertig mod eder“. Og de fordømte raaber: „Forbarm dig over os, du Davids søn!“ Da stiger
