en dag paa en ridetur uventet fik se en umaadelig menneskemængde drage afsted gjennem luften, høit, høit over jorden. Forfærdede gjorde de korsets tegn og spurgte de sælsomme færdesmænd om, hvem de var. En af dem, som efter hesten, han red, og efter klædedragten at dømme maatte være en fornem kavaler, gav sig tilkjende for dem og sagde: „Jeg er eders fader, og om I ikke skjænker klostret det grundstykke, I nok ved, tilbage, som jeg uretmæssigen har frataget det, da bliver jeg og med mig alle mine efterkommere, der har beholdt det uretfærdige gods, for evigt fordømte“. Faderen gav sine sønner et begreb om de forfærdelige kvaler, han led. Sønnerne gjorde hans synd god igjen og befriede ham saaledes fra helvede.
En endnu vidunderligere og mere forbausende historie end denne berettes af en anden munk, krønikeskriveren Orderico Vital, der levede omkring midten af det tolvte aarhundrede. En prest ved navn Gualchelmo, sogneprest i Bonneval, var aaret 1091 en nat paa hjemveien fra et sygebesøg, temmelig langt borte fra sin bolig. Som han vandrede over de ensomme, af den høit paa himmelen staaende maane klart oplyste veie, mødte der hans øre en lydelig, forfærdende larm, som af en stor hær under marsch. Grebet af rædsel vilde han skjule sig bag nogle buske, som stod der, da pludselig en jette, bevæbnet med en vældig kølle, traadte hen imod ham og uden forøvrigt at gjøre ham noget, befalede ham at holde sig rolig. Presten blir staaende som naglet til jorden og bivaaner et sælsomt og skrækkeligt skuespil. Først kommer en talløs flok fodgjængere, der fører med
