Side:Det oldnorske verbum.djvu/24
Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
bliver oftest uforandret, í forkortet til i, og ú bliver o; va bliver deels staaende, deels til o; vi oftest staaende, enkelt Gang til u. I Sanskrit bliver a enten a eller â; i bliver e eller i; u bliver o eller u; de lange Vocaler oftest uforandrede; va bliver deels staaende, deels til u; vi oftest staaende, enkelt Gang til u, f. Ex.:
| Oldnorsk: | Sanskrit: | ||
| Rod. | Part. Præt. | Rod. | Part. Præt. |
| gal (synge) | galinn | शक्, s̓ak (formane) | s̓akta, |
| kvað (tale) | kveðinn | मन्थ्, mant῾ (kjærne) | mant῾ita, |
| slap (slippe) | sloppinn | सिध्, sid῾ (fuldende) | sedita, |
| band (binde) | bundinn | क्षिप्, ks̔ip (kaste) | ks̔ipta, |
| lik (lege) | leikinn | द्युत्, djut (skinne) | djotita, |
| bug (böie) | boginn | गुप्, gup (bevare) | gupta, |
| grát (græde) | grátinn | दा, dâ (give) | dâta, |
| bit (bide) | bitinn | ढौक्, ḍ῾auk (gaae) | ḍ῾aukita, |
| lút (hælde forover) | lotinn | शीक् s̓îk (stænke) | s̓îkita, |
| चूर्, ćur (brænde) | ćûrṇa, | ||
| पू, pû (rense) | pûta eller pavita, | ||
| vaf (væve) | ofinn | वप्, vap (væve) | upta, |
| svalt (hungre) | soltinn | स्वप्, svap, (sove) | supta, |
| hvarf (dreie) | horfinn | ह्वे, hve (kalde) | hûta, |
| vax (voxe) | vaxinn | वश्, vas̓ (kue) | vas̓ita, |
| vind (dreie) | undinn | श्वि, s̓vi (svulme) | s̓ûna eller s̓avita, |
| vik (vige) | vikinn | विद्, vid (vinde) | vinna.[1] |
-
daldannelsen. Cfr. Munch’s og Ungers Grammatik S. 25, Anm.
- ↑ Blandt de ikke faa Egenheder, som have vedligeholdt sig i vore Almuesdialecter, uden at kunne paavises i vort Oldsprogs Literatur, fortjener her at omtales Overgangen af det lange á eller aa til i eller î, i Part. Præt. Passiv i adskillige Verba, som ende paa hiin Vocal f. Ex.:
Sanskrit: bergenske Almuedialecter: मा, mâ maale P. P. P. मित, mita slaa, slaae P. P. P. sligje, पा, pâm drikke — पीत, pîta, flaa, flaae — fligje, धा, d῾â, have — हित, hita, tvaa, vaske — tvigje, स्था, st῾â, staae, — स्थित, st῾ita, standa, (staa) staae — stiðe. Det sidste Exempel er især mærkeligt ved saavel Formens som Betydningens Lighed i begge Sprog, uagtet vor Oldliteratur blot kjender Formen staðinn.
