Side:Det oldnorske verbum.djvu/23

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


Grændsen mellem de Ord, som bruge Bindevocal og dem, som ikke brage den, er ikke i noget af Sprogene skarpt betegnet, men der forekommer i begge adskillige, hvori snart saadan Vocal bruges, snart udelades, f. Ex. शकित, s̓akita eller शक्त, s̓akta, af शक्, s̓ak, at formaae, क्लिशित, klis̓ita eller क्लिष्ट, klis̔ṭa af क्लिश्, klis̓, at plage; पवित, pavita, eller पूत, pûta, af पू, pû, at rense; og i Oldnorsk: vakiðr og vaktr af vekja, at vække, huliðr og hulðr af hylja, at skjule, þáðr og þegiðr af þiggja, at modtage, o. s. v.

2) ved Bogstavet n.

Sanskrit: Oldnorsk:
विग्न, vigna af वीज्, vîǵ, at forvirre, drepinn af drepa, at dræbe.
रुग्ण, rugṇa — रुज्, ruǵ, at bryde. gefinn — gefa, at give.

I Sanskrit bruges her ingen Bindevocal, og i Oldnorsk falder den under Flexionen bort i flere Casus f. Ex. Dat. Sing. gefni, Gen. Plur. gefna.

Valget mellem Brugen af t (ð) og n afhænger i Sanskrit af Rodens Endelse, i det hiint er det almindelige Suffix, medens n i Regelen kun bruges i Verba, hvis Rod ender paa g, ć ǵ, d, j, r og rv. I Oldnorsk bruges n i den förste Conjugation ɔ: de Verba, som danne Modi og Tempora ved Vocalforandring, t i den anden Conjugation ɔ: de Verba, som danne Modi eg Tempora ved Suffixer. Grændsen er imidlertid ikke i noget af Sprogene skarp; men de have begge flere Verber, som vilkaarligen danne Part. Præt. Pass. enten med t eller n, f. Ex.:

Sanskrit: Oldnorsk:
घ्रात, g῾râta, eller घ्राण, g῾râṇa, af घ्रा, at lugte; lúdr og lúinn, af lyja, at gjöre træt;
वात, vâta, eller वाण, vâṇa, af वा, vâ, at blæse; valdr eller valinn af velja, at vælge;
दीत, dîta, eller दीण, dîṇa, af दी, dî, at ödelægge; vakir eller vakinn, af vekja, at vække;
स्वेदित, svedita eller स्विन्न, svinna, af स्विद्, svid, at svede; kuðr ell. kunnr, af kunna, kjende.

Rodvocalen bliver i begge Sprog deels uforandret, deels forandret. I Oldnorsk bliver saaledes a enten a eller e eller o eller u; i bliver ei; u bliver o; det lange á

[1]

  1. Foran hog g bliver a til e som ekinn af aka, at kjöre, dreginn af draga, at drage; men Overgangen er her ofte motiveret af den særegne Udtale af k og g, og uafhængig af Mo-