Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/83

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
61
1288. Jørund Erkebiskop.

udleveret. Denne Forhaling kan dog ikke have vakt synderlig Ulempe, siden Jørund allerede havde den biskoppelige Vielse, og saaledes kunde udføre alle biskoppelige Forretninger. Han synes og, da Biskop Andres af Oslo var død d. 2den Mai 1287, at have indviet dennes Eftermand, Eivind, tilligemed sin egen Eftermand paa Hamars Biskopsstol, Thorstein Olafssøn, ligeledes forhen Chorsbroder sammesteds. Den 10de October 1288 blev han med de sædvanlige Højtideligheder iklædt Pallium af Biskopperne Arne af Stavanger og Eivind af Oslo, og indviede selv derpaa i samme Messe, understøttet af Biskopperne Arne af Skaalholt, der nys var kommen fra Island, og Thorstein af Hamar, en Biskop Thord til Grønland i den 1280 afdøde Biskop Olafs Sted[1]. Saaledes havde da endelig Norge atter faaet en Metropolitan, efter at denne Værdighed i over sex Aar havde staaet ubesat.

69. Begivenheder paa Island. Den nye Lov vedtagen. Stridigheder mellem Gejstligheden og de verdslige Herrer, fornemmelig om de forhen arvelige Kirker med deres Gods.


Paa Island havde imidlertid ogsaa en tilsvarende Kamp været ført mellem Kirkens Repræsentanter, fornemmelig Biskop Arne, der baade ifølge sin Stilling og sin Kraft og Nidkjærhed kunde betragtes som Gejstlighedens Hoved, og de verdslige Magthavere, om end ikke ganske med den Voldsomhed, som i Norge, da Gemytterne for en stor Deel optoges af vigtige politiske Spørgsmaal, hvortil de fortsatte Bestræbelser for at indføre norsk Ret og knytte Landet end nøjere til Norge gave Anledning. Hertil kom og, at Biskop Arne, saa ivrigt han stod paa Kirkens Ret, dog i alt, hvad der ej vedkom denne, viste sig som en tro Tilhænger af Kongen, og ivrig Befordrer af hans Interesser. Vi have ovenfor omtalt, hvorledes der allerede rimeligviis i 1277, strax efter den nye Lovs Vedtagelse i Norge, var skeet Forsøg paa at faa denne, eller rettere enkelte Dele af den, der kunde passe for Island, vedtagne ogsaa her, og at dette sandsynligviis allerede tidligere var skeet med den nye Arvelov. Overhoved havde man Grund til at formode, at da Vejen nu engang var banet ved Antagelsen af det tidligere, efter norsk Lov formede Lovudkast, og den gamle politiske Forfatning i Landet saaledes i Bund og Grund var omstyrtet, vilde det ikke holde saa haardt at faa den nye, forbedrede Lov antagen. Men Forholdene paa Island tillode ikke at optage den nye norske Lovbog i uforandret Skikkelse, og da man heller ikke, og aller mindst i de Tider, kunde være tjent med et Flikverk, hvorved den tidli-

  1. Annalerne. Arne B. Saga Cap. 69.