var det en nødvendig Følge af de nye i Samfundsforholdene indgribende Forandringer. Det er viist, at disse med sine Privilegier og Fritagelser for dem, der hørte til Hirden eller den Klasse, af hvilken saavel civile som militære Befalingsmænd toges, maatte frembringe en særegen Herrestand, der, om end de erhvervede Friheder og Rettigheder strengt taget kun vare personlige og ej nedarvedes, dog i Virkeligheden maatte fremstille sig som om den bestod af hele Slægter, i hvilke Forrettighederne gik fra Mand til Mand, da det nemlig laa i Sagens Natur, at de, som engang for sig selv havde erhvervet Rang og Indflydelse, ogsaa havde lettere ved at skaffe sine Sønner de samme Fordele. Uagtet strengt taget Arveligheden af Forrettighederne var større og tydeligere udtalt i den gamle Lendermandstid, hvor det endog forudsattes, at en Lendermands Søn i Regelen skulde opnaa Faderens Verdighed, og uagtet det gamle Lendermands-Aristokrati i sig selv var langt stoltere og hvilede paa en langt fastere Grundvold, end den nyere Herrestand, der mest støttede sig til „Frelser“ eller Privilegier, saa var dog tilsyneladende Afstanden mellem hine og det øvrige Folk langt ringere end mellem Herrerne og Folket efter den nye Lovs Indførelse; deels fordi Levemaaden i sig selv var simplere, mere national, og Forholdene mere patriarchale, deels ogsaa fordi, hvad vi allerede have paapeget, Krigen i hine Tider saagodtsom udelukkende førtes til Søs, og man de faa Gange, der krigedes til Lands, dog altid streed til Fods, hvorved de Højere og Ringere kom i nærmere Berøring med hinanden, medens derimod den senere brugelige Landkrig til Hest, tildeels med lejede Tropper, ej kunde andet end danne et stort Svelg mellem Befalende og Lydende. Af de Uskikke, Kong Haakon saa ofte paataler i sine Retterbøder, nemlig haandgangne Mænds Uvillighed til at søge Thing, at lyde Lagmændenes Dom, og at udrede sin lovlige Skyldighed, forenet med deres Anmasselser i at benytte Bøndernes Heste og plage de Ringere med utilbørlig Gjestning enten for sig selv eller sine Tjenere, see vi at Overmodet hos Herrerne allerede ej var ringe. Og dog havde det i Norge, saavidt man kan skjønne, ej paa langt nær naaet den Højde, som i Nabolandene, navnlig i Danmark; det kunde vel heller ikke nogensinde have naaet den, da de ringere Klassers af Loven mere beskyttede Stilling og Landbovæsenets Natur i det Hele taget maatte give endog den ringere og mere afhængige Deel af Landbefolkningen større Selvfølelse og Djervhed ligeoverfor de Mægtigere, end i de fleste øvrige europæiske Lande, hvor den jorddyrkende Klasse og Herrerne allerede længe havde været vidt adskilte. Der savnes ikke Exempler paa at Folk af den ringere eller idetmindste ikke allerfornemste Klasse vovede at tale et temmelig frit Sprog med Herrerne. Saaledes have vi endnu et Vidnesprov, som Thorvald Thuressøn,
