Men med alle de Forandringer, som vare indtraadte i Norges offentlige Forhold, baade til Udlandet og indenlands, lader det dog ikke til, at det egentlige Folks Skikke, Sæder, Sysler og Levemaade i de sidste hundrede Aar havde undergaaet nogen synderlig Forandring undtagen i de højere Kredse, hvor man, som det sedvanligt plejer at skee, fulgte Udlandets Exempel, idetmindste i Klædedragt, men vistnok ogsaa tildeels i Skikke og Manerer. Norge stod i for nøje Forbindelse med Udlandet, og dets rigere og mere anseede Mænd bereiste fremmede Lande altfor hyppigt til at ikke dette skulde være Tilfældet. Det forstaar sig at ved Siden heraf mange nationale Skikke, der mindede om den gamle Simpelhed, maa have vedligeholdt sig, men de fleste vare dog vistnok allerede forsvundne med de gamle Lendermands-Ætter. Ved Hoffet indførtes, som det lader, under Kong Magnus noget større Ceremoniell og mere Stivhed, men derfor er det ej afgjort, at der og indførtes mere virkelig Pragt end der allerede herskede paa hans Faders Tid. Ved Kong Haakon Magnussøns Hylding og Kroning i Throndhjem 1299 gik det neppe pragtfuldere til end ved hans Farfaders store Kroningsfest i 1247, ja maaskee ikke engang saa pragtfuldt, da man ej havde haft saa lang Tid til Forberedelser. Af Forlystelser ved hans Hof nævnes de ved de andre europæiske Hoffer sedvanlige, Dands, Musik (leikr) og Dystridt eller Turnering („Bobord“ eller „Burt-Riden“)[1], endvidere, til Morskab at see paa, forskjellige Slags Gjøglerkunster[2]; hvortil kom, som vi have seet, den ædlere Forlystelse at høre Romaner forelæse. Det er allerede forhen nævnt, at fra den Tid af, at den ridderlige Hertug Erik i Sverige blev Medlem af den norske Kongefamilie, begyndte han og hans Mænd at give Tonen an ved Hoffet, og dem kan man vel nærmest tillægge Forsøgene paa ogsaa at indføre Dystriden og andet Ridderspil i Norge, hvor det umuligt kunde passe ret til Forholdene eller blive nationalt. Meget har vel ogsaa den pragtelskende danske Kong Erik Erikssøns Exempel virket. Men slige mindre nationale Fornøjelser i de højere Kredse tyde hen paa, ihvad der ogsaa i andre Henseender gjør sig gjeldende, og som danner den grundvæsentlige Forskjel mellem Slutningen af det 13de og Slutningen af det 12te Aarhundrede, at Afstanden mellem den højere og den ringere Deel af Folket nu var bleven saa meget større, end i hiin Tid. Deels laa dette i Tidsaanden, deels
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/677
Denne siden er korrekturlest
655
Folkets Sæder og Leveviis.
112. Fortsættelse. Skikke og Sæder. Folkets Leveviis og Vilkaar m. m.
