de wänaste skepp man kunde få,
och redde dem swå höfwisklika till
swå som den man der gerna will
sinom wännom gott weta;
jag tror man skulle länge leta
förr an man såge en wänare skara
än man såg då af Osloo fara,
af sneckjor, karfwor och löpeskutor;
twar tocken flock i hafwet rutar
då är han fager å att see;
til Swerige då wille de.
De frugar war da fylgt till strand
och konungen tog i dera hand,
som det war i landom sed,
och bad dem fara i Guds fred;
Drottningen[1] gjorde och det samma,
andre frugar, och hevnes amma;
henne gaf hon gode gafwa,
tocket klenod hon wille hafwa;
där war mycken qwinnogråt
den dagen, da de skiljdes åt.
Mariemesse øvre (den 8de September) landede Skibene ved Ljodhuus, hvor der nu i 4 Dage blev holdt et overvættes prægtigt Gilde. Der var, siges der i Riimkrøniken, megen Tummel og Trængsel af Heste, der var Fedlere og Pibere fra mange Lande, og der uddeeltes Gaver med begge Hænder. Der blev holdt mangen Dyst, og mange bleve gjorte til Riddere, navnlig nogle Grevesønner fra Tydskland. Marsken, der skulde sørge for Foderet til alle Hestene, havde, siges der, en Stav af Sølv, som han kun lod staa derinde, uden selv at dele ud, men overladende det til Enhver at tage som han vilde, alt efter Hertug Eriks Befaling; og da der ej var mere Foder, gav Hertug Erik Staven til en af de vordende Riddere. Det eneste Skaar i den almindelige Lystig hed var, at Vejret var saa slemt og regnfuldt; der hvor man før, heder det, gik med lave Sko, der maatte man nu gaa over en Bro; men der var anbragt Lys saaledes at man ogsaa om Aftenen, i Mørket, kunde
- ↑ Her menes Dronning Isabella, der naturligviis var tilstede ved Datterens Bryllup.
jag önskade det han wore min
den förste timma jag han såg“.
Riimkrøniken S. 42.
