der indeholdtes i en Skrivelse fra Kong Erik til den unge Kong Erik Erikssøn i Danmark, paaberaabte hiin sig, „at man fremdeles forholdt ham hans Moders Fædrenearv, og at det var skeet hans Frænde Grev Jakob saavel som de andre Fredløse stor Uret, fordi der var svoret dem Sag paa Hænde, uden at de selv havde faaet Adgang til at verge sig med Kjøns-Eed“. At Kongen og Hertugen nu havde anseet Tiden belejlig til at vinde det saa længe omtvistede Arvegods ved Vaabenmagt, er i sig selv højst rimeligt, hvorhos det nok er muligt, at de kunne have fundet Fremgangsmaaden mod de Fredløse for haard; men af disse Aarsager alene havde de dog neppe erklæret formelig Krig, hvis de ej havde ventet sig større Frugter, og det er derfor neppe uden Grund, hvad en af de danske Annalister beretter, at de Fredløse lovede Kong Erik det danske Rige[1], hvoraf igjen følger, at Kong Erik virkelig udstrakte sine Hænder derefter. Dette lade ogsaa senere Ytringer i den Proces, der anlagdes mod de Fredløses Frænde Johannes Grand, Erkebiskop i Lund siden 1289, formode. I Forbindelse hermed staar det maaskee ogsaa, at vi i de første Aar herefter ingen aldeles bestemte Tegn finde til, at Hertug Valdemar spillede under Dække med de Fredløse, om han end ikke stod paa nogen venskabelig Fod med Dronningen. Valdemar, der vistnok selv tragtede efter Danmarks Krone, kunde vel neppe synes om, at den norske Konge nærede lignende Planer. Den unge danske Konge svarede paa Krigserklæringen, eller der blev svaret i hans Navn, med en venlig Begjæring om, at Fejden i Mindelighed maatte afskaffes, og christent Blod skaanes: han skulde gjerne overlade den norske Konge, hvad han havde af hans Mødrenearv, men meget deraf stod hos Hertug Valdemar; han bad indstændigt, at Kong Erik i Norge ej vilde tage sig af de Fredløse, der saa skjendigt havde dræbt hans Fader. Men Kong Erik, siges der, vilde ikke høre om nogen Fredsslutning uden at de Fredløse bleve indtagne med deri[2]. Hans Harme, siges der, skal især være optændt mod den dræbte Danekonge og hele den danske
- ↑ Langebeks Scr. V. 532.
- ↑ Huitfeldt l. c.
ket Huitfeldt henfører til 1288, medens det dog, som det nedenfor vil sees, skede i 1289. Heraf kunde man igjen ledes til at formode, at ogsaa Krigserklæringen først var af 1289. Men vi ville see, at Erik virkelig allerede gjorde, eller prøvede at gjøre et Tog til Danmark 1287; desuden kaldes i Krigserklæringen, saavel som i Svaret derpaa, Erik Erikssøn „udvalgt“ Konge til Danmark, hvilken Benævnelse ej passer, efter at han var kronet, og hvor forskjellige Angivelserne end ere om Eriks Kroningsdag (man finder Juledag 1287, 1288, 1289), saa er det dog af diplomatariske Grunde sikkert, at den fandt Sted i 1287.
