ligt smykket med Tjeld og Vaaben. Der hang Skjolde rundt om paa Veggene, og det Hele tog sig saa godt ud, at Kongen selv og alle hans Mænd beundrede det. Gjestebudet var prægtigt, og varede den hele Dag. Sigurd Ranessøn og hans Mænd gik omkring og saa Gjesterne til gode; de bare Drikke ind, og alt andet, som kunde behøves. Engang, medens de vare ude, og Kongen var alene med sit Følge, sage Kong Sigurd til sine Mænd: „naar saa I nogensinde slig Pragt i en Lendermands Huus? Den findes neppe i en Konges Herberge; han har det i alle Dele prægtigere“. Bergthor Bolt svarede: „her findes tilvisse gode Vaaben og smukke Prydelser, men den største Hæder for ham vilde være, om han selv ejede nogen af disse Kostbarheder, og ikke havde laant alt sammen“. Kongen vrededes og sagde: „just derved aabenbarer sig bedst Mandens Vennesælhed, idet han faar laant af Andre alt hvad han vil; saadan Tale er ondskabsfuld“. Sigurd Ranessøn kom i det samme ind i Stuen. Han havde hørt, hvad der var talt. Da det ringede til Aftensang, vilde Kongen gaa. Sigurd gav ham herlige Gaver, og bad ham efter Aftensangen at komme tilbage igjen for at drikke Christi Minde. Kongen gjorde saa. Men da han og hans Mænd traadte ind i Stuen, vare alle Skjolde borte, undtagen et gammelt Ridderskjold, der tilligemed en gammel Kaabe hang ved Skjenkebordet. Kong Sigurd sagde: „her er foregaaet en stor Forandring medens vi vare borte!“ „Ja“, svarede Sigurd Ranessøn, „det gaar som sædvanligt, at enhver vil have sit; ingen af Skjoldene her tilhører mig, og det kommer an paa eders Dom, om jeg endog kan tilegne mig det ene, som hænger tilbage der henne. Sammenhængen dermed er følgende: vi ledsagede eders Fader, Kong Magnus, paa hans sidste Tog til Irland, og gjorde hiin ukloge Landgang; da kom en uhyre Hær af Irer imod os og der stod, som I veed, en Kamp, hvor den store Ulykke hændte, at eders Fader Kong Magnus, Stallaren Eyvind Alboge og mange andre brave Mænd faldt; de øvrige toge Flugten, og Enhver løb ned til Skibene, som han bedst kunde; jeg tror dog ikke, at jeg var den første blandt de flygtende. Da de kom ned til Skibene, var der en dyb Sump paa Strandbredden; de, i hvis Vej den laa, søgte at springe over den; dette lykkedes nogle, andre ikke, og de som ej kom over, gjennemboredes af Spydsodde. Da vi nærmede os Sumpen, saa jeg en Mand rende foran mig: han havde hiint Skjold paa Ryggen og hiin Kaabe om sig. Da han saa, at det ikke gik saa godt for de Andre at komme over Sumpen, kastede han først Skjoldet, siden sled han Kaaben af sig; han havde en guldbremmet Silkehue paa Hovedet, og jeg syntes endda det var store Ting, at han beholdt den: Manden forekom mig at være Bergthor Bokk; men Vidkunn Jonssøn maa vide det, thi han var tilstede, da jeg jog Kaaben og Skjoldet op, thi jeg havde før intet Skjold havt under
