vakle. De er begyndt at fatte, at „Kölnische Zeitung“ har ret, naar bladet skriver:
„Frankrige kjæmper med engelske og amerikanske penge, Rusland med engelske og franske, begge for en stor del med amerikansk ammunition. Men Tyskland staar i alt paa egne ben. Dets hær er en folkehær i ordets reneste mening, hvor der efter gjentagne udtalelser af vor hærledelse ikke findes en fremmed. Vor ammunition og vore øvrige fornødenheder for hæren kan vi fremstille eller skaffe i vort eget land; der blir da tilbage de til krigsførselen tre gange nødvendige penge. At vi ogsaa besidder disse i tilstrækkelig mængde, og at vi er villige til at stille dem til hærledelsens disposition, det har samtlige rigsdagsforhandlinger, det har fremfor alt vore fire krigslaan bevist. Men disse beviser ogsaa noget andet: Folkets sterke vilje til at holde ud.[1]
Saa sterk det tyske folks vilje er til at holde ud, saa vil sikkert en nogenlunde rimelig fred bli modtaget med glæde i Tyskland. I „Magyar Hirlaps“ ord ligger der en antydning, som maaske kan tillægges en vis interesse, selv om man ser noget forskjellig paa tingene i Østerrige-Ungarn og i Tyskland.
- ↑ Professor Gustav Cassel har netop i en ypperlig afhandling belyst Tysklands udvikling under krigen.
