Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/97

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


I 1730 blev Biskop Deichman afsat. Ogsaa Præsident Lyme delte sin Patrons Skjæbne og mistede sit Embede, men blev senere tagen til Naade og blev præsident i Bergen. I hans Sted som Medlem af Kommunalkomniissionen i Christiania indsattes Justitiarius i Overhofretten Lucas Kjerulf[1], og Stiftamtmanden fik Befaling til at tilkalde tolv af Byens Borgere som Deltagere i Forhandlingerne. I 1731 traadte foruden den nye Stiftamtmand, Generalmajor Lorents v. Reichwein, ogsaa Biskop Hersleb, Generalauditør Linck og Lagmanden for Oplandene, Justitsraad Andreas Lachmann, ind i Kommissionen, i hvis Virksomhed der nu kom større Liv. Blandt Andet fik man i 1733 omstændelige Regler for Brandvæsenet, og særegne Funktionærer beskikkedes til at have opsyn med dette Anliggende, der hidtil havde henhørt under Stadskapteinen[2]. I 1735 anvendte Staden hele 500 Rdlr. paa sit Brandvæsen, og ved samme Tid lod man forfærdige 75 nye Lygter à 472 Rdlr. Stykket samt antog en egen Lygte-Inspektør. Slige Foranstaltninger vare dengang ikke dagligdagse, men maatte kaldes store og betydelige Fremskridt.

I Aaret 1735 fik Christiania nye Privilegier[3], og samtidig udgik som Resultat af den langvarige Kommissions Virksomhed endel vigtige Reskripter, af hvis Indhold følgende turde være det væsentligste. Grændserne mellem Christianias og Akers Menigheder bleve fastsatte, og det bestemtes, hvilke af Byens Indvaanere skulde søge Garnisonskirken; blandt disse vare foruden de Militære ogsaa samtlige Medlemmer af Overhofretten. Dernæst skulde samtlige Byens Gaarde, Grunde og Marker nøiagtig opmaales til Veiledning ved Skatteligningen. Skatterne og Indkvarteringsbyrden skulde nemlig herefter for den ene Halvpart hefte paa de faste Eiendomme, for den anden paa Indvaanernes Næring, et Forhold, som allerede

  1. Kjerulf var fra en «simpel jydsk Prokurator» bleven fremdragen til sin anseelige Embedsstilling af sin Slægtning, Oversekretæren i Kantselliet, Christian à Møinichen. Da imidlertid ogsaa Møinichen var af dem, som afsattes ved Thronskiftet (i mange Aar maatte han leve i en Art Forvisning i Viborg, indtil han endelig benaadedes med Bergens Stiftamtmandskab), maa Kjerulf, der bevarede sin Stilling, antages at have været en smidig Mand.
  2. Byen havde ved den Tid en Stadsmajor og en Stadskaptein, der som saadanne nøde Fritagelse for Byskat og Løkkeskat.
  3. Mærkelig nok ere disse, saavidt bekjendt, aldrig blevne trykte og nævnes ikke i Reskripterne.