Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/88

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Nøden ogsaa i Christianias forholdsvis frugtbare Opland i høieste Grad ved denne unaturlige Lov. I bedre Aaringer synes dog Indførselen af Korn til disse Egne ikke at have været stor, idet de fleste Bygder fordetmeste kunde brødføde sin dengang langt ringere Befolkning. Herom ytrer Stiftamtmand Tønsberg Følgende i en Erklæring af 1722: «Det kan vel hænde sig, at naar slette Kornaaringer indtræffe. Bønderne paa endel Steder foraarsages at hente fra Kjøbstæderne de fornødne Kornvarer, dog er det nuomstunder rart, at Bonden udi Agershus Amt [hvorunder da ogsaa Oplandene indbefattedes] trænger til i Christiania at kjøbe Korn, thi saameget Korn kan han nu paa sin Gaard avle, at om det ikke kan række til Afhandling, saa kan han dog dermed i sit Hus se sig hjulpen, eller og det ene Bygdelag kan hjelpe det andet». Allerede dengang var Hedemarken «Østerdalens og Solørs Spisekammer»[1].

Foruden med Korn forsynedes Christiania ogsaa med Fedevarer, Brændevin, Linned og Vadmel fra Danmark, hvorimod Byen igjen afsatte til dette Rige Trælast, Jern, Beg, Tjære, Karve og Enebær. Men i det Hele var naturligvis Udførselen til Danmark af betydelig ringere Værdi end Indførselen derfra, saa at de Danske stadig fik Penge tilgode. Disse betaltes gjerne om Sommeren i rede Penge, om Høsten derimod ved vexler paa Kjøbenhavn, hvor nemlig Nordmændene for en stor Del hævede sit Tilgodehavende fra fremmede Lande.

Med andre norske Kjøbstæder, som Throndhjem, Bergen, Stavanger, stod Christiania kun i meget ringe Handelsforbindelse. Fra disse Byer modtog man en Del saltet Fisk, hvis Værd ansloges til tre eller firedobbelt saa meget som de Varer, man igjen kunde afsætte til dem, nemlig Jern, Støbegods, Spiger, Bly, Sæbe, Papir osv. Denne indenrigske Mellemhandel blev omkring Aar 1760 for en stor Del besørget ved skibe fra Ladestedet Egersund. «Indbyggerne i Egersund, siger en Samtidig[2], kunne siges at føre saadan Mellemhandel mellem Bergen og Kjøbstæderne vesterpaa i Norge, som Hollænderne mellem adskillige Lande i Europa. Thi de

  1. Den uheldige Kornlov blev fremdeles gjeldende. I 40 Aar fremkaldte den netop ligesaa mange Forordninger, der snart tillod, snart forbød Udførsel eller Indførsel, og snart gjaldt hele det danske Monarki, snart kun Norge eller Slesvig. Under Struensee gjordes Forberedelser til at faa Ende paa Uvæsenet, men Guldberg opretholdt det, og Loven hævedes først 1788.
  2. C. M. Olrik, Forsøg om Bergens Handel, Sorø 1764, S. 26.