Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/87

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

og Handel med de saakaldte «fire Species», hvorved man tvang de øvrige danske Kjøbstæder til at tage disse uundværlige Artikler fra Kjøbenhavn.

Hvad Norge angaar, da har vel ikke direkte Indførsel af disse fire Species ganske været vort Lands Kjøbstæder forbudt, men de manglede Oplagsret. I Aaret 1733, da Christian den sjette besøgte Landet, ansøgte Christianias Handlende om Oplagsfrihed paa de fire Species og fik sit Ønske opfyldt ved Reskript af 22de Juli s. A., skjønt Rentekammeret og Ministrene ivrig toge Kjøbenhavnernes Parti. Men Kongen selv fandt dog, at Billighed talte for Christianias Andragende[1]. Samtidig indrømmede Christian ogsaa Byen en anden væsentlig Tilladelse, nemlig til at handle med svensk Jern, der i Lighed med alt andet fremmed Jern havde været anseet som Kontrabande, indtil Frederikshald for to Aar siden havde faaet Lov til at indføre og forhandle det. I 1739 fik Byen udvidet Oplagsfrihed paa det svenske Jern. Jernhandelen gav strax Anledning til en fordelagtig Tuskning af Tobak, Sild og Salt med Naboriget.

I 1735 udkom en Forordning, der forbød hele det søndenfjeldske Norge, Christianssands By ene undtagen, at indføre Korn fra andre Lande end Danmark. I de ulykkelige Hungersaar og Sygdomsaar, der 1741–1743 hjemsøgte hele Nordeuropa[2], forøgedes

  1. Christian den Sjettes egne Ord i hans Brev til en af sine Geheimeraaden (i Oversættelse fra Tydsk i Jens Møllers Mnemosyne, III, S. CCLXXV) fortjene at kjendes som et interessant Bidrag til Enevoldsregjeringens Characteristik. «Jeg ser af Rentekammerets Forestilling, hvilke Difficulteter der findes ved at bevilge Christianias petitum. Jeg erkjender mit Rentekammers og Geheimeraadens intention, som altid sigter til min Interesse. Men mit sentiment er dette, at jeg kun søger mine Undersaatters Lyksalighed, thi gaar det dem vel, saa gaar det ogsaa mig vel, og det kan ikke gaa dem vel, uden naar Commerz og Manufakturer blomstre. Det kan gjerne være, at Christianienserne ere saagodtsom fødte malversatores; naar de befindes saadanne, maa man straffe dem derfor, men Kjøbenhavnerne er det vel ikke mindre. Jeg er Herre over begge Riger, Fader for begge Børn. Jeg vil Ingen gjøre Uret, men det ene af dem maa ikke begjære mere end det andet. Lige Brødre, lige Lod. Det kan vel være, at Kbhvn. indbringer mere i Told, end alle norske Stæder, men det er intet Under; Kjøbenhavn har saa meget forud. Jeg vil give Christiania den ansøgte Frihed paa de 4 Species paa 3 Aar, dog at de, naar de handle paa Danmark, skulle for disse Varer erlægge i Told det Samme, som de danske Stæder give, ligesom ogsaa, naar Tolden af Christiania herefter bliver mindre (som den har været det sidste Aar), saa skal denne Frihed ophøre».
  2. Se herom mine Norske Bygdesagn, 2. Udg., S. 229 flg.