Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/119

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

dertil en stor Mængde Andre, tilsammen omtrent 1000 Mennesker, beværte, de Fornemste hos sig paa Slottet, de øvrige paa Raadhuset og i leiede Lokaler; 24 fornemme Borgere i sorte Kapper, 30 Forgangskvinder, hver med sin Stadsmø (Husjomfru), maatte opvarte, og Kongen lod sin Livmedikus, Hofprædikant og «andre fornemme Marskalker» gaa om paa de forskjellige Steder for at tilse, at ogsaa de «nedrige» stænder bleve behørig betjente. «Og der befandtes Ingen, der talte den Anden et utilbørligt Ord til eller lod sig til Klammeri bevæge, hvilket vi Alle optage og holde for et besynderligt Frederiks- eller Freds-Tegn». Ikke destomindre bleve dog hele 1647 Øl- og Vinglas ituslagne. Om Aftenen afbrændtes et Fyrverkeri, der arrangeredes af en tydsk Kunstner, Filip Geyfuss. Kongen gav ved denne Leilighed Christiania tre Aars Frihed for Ind- og Udførselstold og vilde tillige forevige sin Hylding ved en mild Stiftelse; han skjænkede saaledes en Sum Penge til et Vaisenhus i Christiania, hvilket dog, som ovenfor omtalt, først langt senere virkelig kom istand. Efter at have besøgt Drammen[1] og Kongsbergs Sølvverk drog Frederik den tredie hjem til Danmark igjen den 6te September[2].

Otte Aar derefter (1656) kom Frederik for anden og sidste Gang til Norge, dennegang ledsaget af sin Søn Christian, der skulde hyldes som Thronfølger af Nordmændene, efter at han allerede forlængst var bleven valgt af de Danske[3]. Til Hyldingen, der skulde afholdes samtidig med en norsk Herredag, indkaldtes som sædvanlig Adelen, Lagmændene og Biskoperne, to Kanniker af hvert Kapitel, Provsten og to Sognepræster fra hvert Skibrede, fra hver Kjøbstad en Borgermester, to Raadmænd og to fornemme Borgere med Byens Segl og de øvrige Borgeres Fuldmagt, samt af hvert præstegjeld to Lagrettesmænd og to «Embedsmænd»

  1. Veien derhen var endnu saa slet, at man kun, naar der var Slædeføre, kunde kjøre den; Kongen og hans Følge seilede derfor til Drammen med et Par Jagter.
  2. Se forøvrigt om denne Hylding Y. Nielsens Afhandling i Norsk hist. Tidsskr. I, S. 23 flg. og de der citerede Kilder, samt J. L. Wolfs Norrigia illustrata, S. 152 flg.
  3. Om dette Valg, som er af megen Interesse, fordi der ved den Leilighed for Alvor opkom Spørgsmaal, om ikke Norge fremdeles skulde betragtes som Arverige, samt om den norske Hylding 1656, se «Meddelelser fra det norske Rigsarchiv», I. S. 267 flg.