Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/68

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest
62


Rigers Forening til evig Tid og derhos endnu gjøre Kongen nogle forholdsvis ubetydeligere Indrømmelser. Til den Ende skulde Marcellus strax begive sig til Rom, og hvis han ikke inden Juletid 1451 havde udrettet, hvad han havde lovet, skulde Kongen være fri for sit Tilsagn om at hjelpe ham til Throndhjems Erkebispestol og have sin Frihed til at udse en anden Kandidat til denne.[1] Overenskomsten, hvilken Marcellus har beseglet, er ikke dateret, men udentvivl sluttet allerede i Throndhjem, hvorefter Kapitlet har maattet føie Kongen i at give Marcellus sine Stemmer, thi allerede inden August Maaneds Udgang føier han Titelen Archipostulatus til sin usurperede Legattitel.

I Løbet af samme Maaned forlod derefter Kongen Throndhjem og begav sig atter til Bergen. Marcellus fulgte ham, ligesaa de danske og den største Del af de norske Rigsraader. Dette andet Ophold i Bergen, der varede nogle Uger, blev ogsaa betegnet ved en mindeværdig Begivenhed. Den 29de August 1450 afsluttedes nemlig det Statsforbund mellem Danmark og Norge, der udentvivl er det ældste i sit Slags mellem disse to Riger alene. Man har som bekjendt paastaaet, at en Forening mellem Danmark og Norge allerede er bleven sluttet 1380,[2] da de i Olaf Haakonssøn fik samme Konge, men det er ikke bevist og bliver netop usandsynligt af den Grund, at den ikke paaberaabes i den bergenske Akt, hvilket man neppe havde undladt, ifald den virkelig havde existeret.

  1. Dipl. Norv. II, S. 593.
  2. Huitfeldt p. 565. P. A. Munch, N. F. Hist., 2den Hovedafd., II, S. 125. Munch har overseet Rigsraaden Jakob Ulfeldts kortfattede danske Historie (Westphalen, Mon. ined. III, p. 494), hvori der, skjønt visselig uden mindste Hjemmel, fortælles, at Kong Olaf Haakonssøn efter sin Moders Baad havde fastsat, at Danmark og Norge aldrig maatte adskilles.