Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/69

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest
63


Den bergenske Foreningsakt fastsætter, at de to Riger til evig Tid skulle have samme Konge og blive tilsammen i broderlig Kjærlighed,og Venskab, intet af dem være det andets Overmand, begge Riger styres ved sine indfødte Mænd, hvert Rige beholde sin Lov, sine Friheder og Privilegier, det ene komme det andet til Hjelp og Trøst, naar behov gjøres. Bestemmelserne for Kongevalget ere, som i de fleste Akter fra denne Tid, svævende. Ligesom i Christierns norske Haandfæstning fra det foregaaende Aar hans Ret til Riget er udledet af hans Slægtskab med foregaaende Konger, men Norge dog samtidig erklæres for et frit Kaarerige, saaledes fastsættes ogsaa her et frit Kongevalg, men dog bundet til Kongens ægte Sønner. Hvert af de to Riger skal have sit frie Kaar, men dog maa de to Rigsraad ikke skilles ad, før de ere blevne enige om et fælles Kongevalg.[1] Den ved Halmstadkongressens Beslutninger aabnede Udsigt til alle tre Rigers Forening omtales ikke i denne Forbundsakt.

Hvad der forøger Interessen for denne Akt, er dette, at den længe efter, at dens enkelte Bestemmelser ikke længere kunde have nogen praktisk Betydning, er bleven fremdragen og gjort gjeldende som det Grundlag, hvorpaa Danmarks og Norges helstatlige Forening hvilede. § 3 i Christian III’s Haandfæstning af 1536, hvorved Norge erklæredes for et Ledemod af Danmarks Rige, var lidet kjendt af Samtiden og glemtes af Eftertiden, og det var først efter 1814, at man begyndte at gaa ud fra, at den havde været gjeldende Ret. I Christian IV’s Norske Lovbog af 1604 blev meget mere udtalt, at der „til evig Tid skal blive en Herre og Konning over Danmarks og Norges Riger efter

  1. Dipl. Chr. Primi, p. 30. Dipl. Norv. VIII, S. 376. Paludan-Mtiller, Danmark under de første Konger af det oldenborgske Hus, S. 22—23.