Landet skulde være; men den næste Dag opdagedes, at det havde været en Taagebanke. Den 30te Septbr. og 3dje Oktober saa man Søfugle, hvoraf man atter sluttede sig til Lands Nærhed, og Columbus noterede 3dje Oktober, at han nu var sikker paa at være kommen forbi de Øer, som fandtes paa Kartet; han havde ikke villet stanse, skjønt han havde Efterretning om Øer paa disse Kanter; thi hans maal var Indien, og at øde Tiden underveis vilde vise Mangel paa Klogskab og Dømmekraft. Allerede den 11ste Oktober havde Styrmanden sagt til Columbus, at efter hans Regning havde man fra Ferro seilet 578 Leguas i Vest; det svarede omtrent til Columbus’s officielle Beregning af 584 Leguas, meddens den Beregning, som han ansaa for det rette og bevarede for sig selv, gik op til 707, — aabenbart stærkt overdrevet. Den 6te Oktober kom martin Pinzon fra »Pinta« ombord til Columbus og foreslog, at de skulde styre mod Sydvest; thi der laa Zipangu; men Columbus svarede, at han vilde fortsætte, indtil han naaede Fastlandet; Øerne kunde man siden søge. Den næste Dag (Søndag d. 7de) var man paa alle tre Skibe atter sikker paa at være nær Land, og hvvert Skib satte alle Seil til for at komme først. Niña, som var den bedste Seiler, heiste ved Solopgang et Flag og fyrede et Skud som Signal for, a t man saa Land; men i Dagens Løb viste det sig atter at være en Skuffelse. Samme Dag iagttog imidlertid Columbus, at Fuglene fløi mod Sydvest, »enten fordi de vilde tilbringe Natten iland eller flygtede for Vinteren,« og han forandrede derfor Kurs mod Sydvest; han noterede i Dagbogen som sin Grund: »han vidste, at det var ved at iagttage Fuglenes Flugt, at Portugiserne tidligere havde opdaget de fleste af de Øer, som nu er i deres Besiddelse.« Man har forlængst gjort den Bemærkning, at hvis Columbus havde fortsat lige mod Vest, vilde han — under Forudsætning, at han var naaet frem — være kommet direkte til Nordamerikas Fastland (Florida), ikke til »Vestindien«; men hvorledes det var gaaet ham i Florida, er det jo unyttigt at reflektere over.
De følgende Dage seiledes med gunstig Vind videre; »Havet var, Gud være lovet, som Floden var Sevilla, Temperaturen var ligesaa mild som ved Sevilla i Maaneden April, og Luften saa duftende, at det var en Glæde at indaande den. Det Græs, som man saa flyde, syntes at være friskt, og man saa Landfugle, som fløi mod Syd« (8de Oktbr.). Men nu begyndte Mandskabet at blive uroligt over den lange Fart. Det havde allerede flere Gange paa Veien vist
