44 trak altfor langt ud over den rette Tid. Nu traf det sig faaledes, at netop som Slaget var over, og han sejerrig kom –roende med sine Skibe over til Byen, var det Messetid, hvorfor nu Mesfen strax blev sungen. Byens Borgere havde paa sin Side al Grund til at være tilfredse med dette Udfald af Striden, der befriede dem for de mindre vel seede Gjæfter og hævede den Anledning til Uro, som maatte følge med Belejringen af Bergen og de to siendtlige Partiers Nærværelse Øskjeggernes Parti var nu sprængt. De til- bageblevne af deres Høvdingen der enten ikke havde været med i Slaget eller vare undkomne fra dette, maatte for det Første forlade Landet og droge dels til Vefterhavsøerne, dels til Damuark, hvor de norske Urostiftere hyppig fandt Tilhold Senere hen sluttede de sig til de nye Partier, som opstode og enkelte af dem spilledei disse endog en ret betydelig Rolle. For øvrigt gik der det Ord om dette Palmesøudags Slag ved Florevaag, at der ikke havde været noget Slag, hvori den sejrende Part havde havt at overvinde Skibe, der vare af saa meget større Dimensioner end deres egne. Det var, sagde man, Birkebejnernes større Færdighed i at angribe og deres større Krigsvauthed, der havde givet dem Sejeren, medens Øfkjeggerne, der nok vare tapre, havde været uforsigtige og kun daarlig beskyttet sig mod Fiendens Vaaben. Efter Sejren over Øfkjeggeme syntes Lykken fuldstændig at til- smile Sverre, og de siendtlige Elementer, som endnu fandtes i Landet, kunde under Indtrykket af denne hans sidfte Bedrift ikke mere vove aabenbar Modstand imod ham. Sverre var nu for en kort Tid helt ud Herre over Situatiouen og auerkjeudtes fra alle Sider som Rigets Styrer, saaledes at selv en Mand, som Biskop Nikolas Ar- nessøn, der allerede inogen Tid havde hørt til hans mest virkfomme Modstandere og senere skulde blive Sjælen i det farligste Parti, der rejste sig mod ham, for Øjeblikket fandt det raadeligft, da Sverre kort efter kom til Viken, hvor han som Biskop af Oslo havde sit Sæde, at falde til Fode og foreløbig anerkjende, hvad han nu en Gang ikke kunde ændre. Biskop Nikolas var paa denne Tid, efterat Erkebiskop Erik i 1190, kort efter det samme Aar (saudsyuligvis i Vergen) afholdte Kirkemøde havde begivet sig i frivillig Landflyg- hed og søgt Tilflugt hos Erkebiskop Absalon i Danmark, hvor han forblev i flere Aar, at betragte som det første Medlem af den norske Kirke, og da Sverre nu i længere Tid havde befundet sig i et meget spændt Forhold til Gejstligheden, var det saaledes for ham af meget stor Betydning, at denne Prælat paa en saadan Maade sluttede sig til ham. For end yderligere at udnytte sin Sejer, bestemte Sverre
