W bad dem derfor sige, hvad de foretrak, enten at kjæmpe mod en saadan Overmagt eller at flygte nordover. Men hvad det sidste an- gik, da bad ham dem erindre, hvor daarligt de før havde havt det, naar de en enkelt Gang havde indladt sig paa at flygte for sine Fiender, og foreholdt dem derhos, at de nu allerede en Gang havde vendt Magnus Ryggen, saa at der for Fremtiden kun vilde staa liden Skræk af dem, hvis de paa Ny gjorde dette. Hertil svarede hans Folk, at de rigtignok havde mest Lyst til at fly, men at de dog vilde, at Kongen skulde afgjøre, hvad der skulde vælges, og han valgte, som de maatte kunne have forudseet, at optage Kampen. Efterat han derpaa i en Tale havde opmuntret sine Folk til at være modige og stillet dem Sejer i Udsigt, lod han sin Flaade ro frem imod Fiendens, men lod derved ikke Skibene binde sammen, idet han idet Sted befalede, at hvert af dem skulde ro for sig selv, og at enhver skulde lægge frem med sit Skib, som han var Mand til. Sverres Flaade roede saaledes frem forbi Rordnes. Strax efter kom de ftendtlige Skibe sejlende frem, og efterat der var blæft Signal til at lægge dem sammen, holdt ogsaa Kong Magnus en Tale for sine Folk, hvem han foreholdt den nære Udsigt, de nu havde til endelig en Gang at kunne tage Hævn over Birkebejnerne for al den Skade, som de før havde lidt af disse. Det forekom ham, som om han nu maatte være vis paa at knuse sin Modstander, og i Visheden herom bød han endog, at man ikke engang skulde give nogen af Birkebejnerne Grid. I den samme sejerstrygge Be- vidsthed traf han ogsaa sine Bestemmelser for Angrebet og gav saa- ledes Befaling til, at hans Skibe først skulde lægge sig om Sverres Skib „Olafssuden“ for at rydde den ved forenede Kræfter, da han mente, at naar det var gjort, vilde det blive lettere at vinde Bugt med de øvrige, hvis Besætninger da vilde tabe Modet. Orm Kongs- broder, der var med ham ombord paa „Graagaasen“, mente rigtig- nvk, at denne Fremgangsmaade ikke var den bedste; men hans Ad- varsler bleve ikke hørte. Kongens eget Skib kaldtes „Skjeggen“; et andet hed „Høvdebussen“. Dette sidste styredes af den oplandske sendermandssøn, Narve af Saaftad og hans Frænde Stejnfinn. For Om-igt2 var der mange fornemme Mænd mellem Magnus’s Ledsagere, saavel fra Viken som fra det Vestenfjeldske, deriblandt Hovedmanden for den –mægtige Arnungeæt, Nikolas Kuvung af Giske fra Søndmøre, sin Konges troeste Tilhænger, den eneste af alle hans Lendermænd, som ikke den foregaaende Vinter skal have vaklet i sin-Troskab. Sverre havde, som forhen omtalt, kun 16 Skibe; men disse
