charge til kongens tjeneste tilbørligen og forsvarligen
forestaa og forrette, og om dem noget partikulært
kunde imellem være, da saadant til en anden og bedre
tid udsætte«. Denne faderlige formaning lød imidlertid
for døve øren; thi landets øverste myndigheder laa
ogsaa senere støt og stadig i indbyrdes kjevlerier om
alskens bagateller.
Omkring aar 1550 kom en svensk smed ved navn
Baard til Opdal ved foden af Dovrefjeld. Han fik
kone fra Vindal og flyttede med hende ud til Storlidalsvandet.
Her ryddede han den gaard, som endnu
efter ham kaldes Baardsgaarden. Han virkede jern af
myrmalm, og det er ikke lang tid siden der paa flere
steder i bygden fandtes hammere og andet verktøi,
som skulde hidrøre fra hans haand.
Baard var en kvik mand, som digtede flere sange og viser; men de er forlængst gaaede i glemme. Da han engang var bleven opbragt paa en mægtig bonde der i dalen, digtede han en smædevise[1] om ham, som snart var paa alles læber. Forbitret herover stevnede denne ham til things, og Baard blev dømt til enten at bøde fem daler eller og at have sin fred forbrudt. Penge havde Baard ikke; derimod havde han bragt med sig en kunstig forarbeidet laas, som han frembød
- ↑ eller bjørnevise, som det dengang kaldtes. En fattig romsdøl maatte i 1615 bøde 3½ daler for at have digter en saadan om en anden mand.
