forestillinger. Den ene overvældede nu den anden med sine bebreidelser.
Den 5te mai 1700 sendte feltmarskalken saa oberstløitnant Cicignon til statholderen for at tilbyde et slags forlig. Men denne var døv for alle feltmarskalkens bønner og indvendinger. End ikke dennes tilbud om at afstaa under slottet en ø, «hvis navn jeg (Gabel) nu ikke ret erindrer», som han havde benyttet til slaatteeng, kunde aflokke statholderen et samtyke til, at det begjærede tømmer blev hugget i Ladegaardsøens skog. Nu tryglede feltmarskalken ikke længere, men sendte straks folk over til øen for at hente det fornødne trævirke. Statholderen opgav da al videre modstand. Ligesom i et suk letter han den 15de mai næstefter sit hjerte i følgende allerunderdanigste udgydelse:
»Feltmarskalk Wedel har podagra; de har hugget flittig i denne uge paa Ladegaardsøen. Jeg formoder, at eders majestæt giver ordre, at han og kommandanten herefter om saadan nødvendighed forholder sig efter deres instruktion og hos kommissariatet derom gjør ansøgning, naar ingen større hast er end nu’ og hos mig, naar tiden ei taaler ophold, og at de godtfolk ei selv tager efter egen behag, mens hvad dem vorder anvist».
Denne trøst fik han og. Den 9de juni udgik der et reskript om, at »kongen ei den hugst, som feltmarskalk Wedel har ladet ske udi Ladegaardsøen, har villet approbere, og at Wedel i saadant tilfælde med Gabel skal konferere. Men forøvrig befaler kongen Gabel udtrykkelig, at han og feltmarskalken med hverandre skal leve i god rolighed, og enhver af dem efter den ham af kongen meddelte instruks sin anbetroede
