de dog bide sig i fingrene derefter, hvor pinagtige tiderne saa maatte være. Thi Ladegaardsøens skog maatte ikke røres.
I slutningen af det 17de aarhundrede blev øen tilstaaet vicestatholder Just Høegs enke for hendes livstid; men statholderen vedblev dog at føre et vaagent øie med øens og dens herligheders konservation. Da Fredrik v. Gabel var bleven statholder, skulde øen blive et tvistens æble mellem ham og landets høistkommanderende, feltmarskalk grev G. w. Wedel. Fra embedets tiltrædelse havde Gabel stadig været paa sin post mod den myndige feltmarskalks overgreb, og saadanne troede han naturligvis at finde i et og alt, hvad denne foretog; men for alvor opblussede striden mellem dem først, da greven gjorde mine til at ville hugge emnerne til nogle skjæker og hjulbaararme paa Ladegaardsøen. Den 28de april 1700 udfærdigede nemlig feltmarskalken følgende ordre:
«Som til Akershus fæstnings reparation behøves en del tømmer, hvortil ikke skal være nærmere raad end at lade det hugge paa Ladegaardsøen, da naar kommandanten hr. oberst de Seue skulde trænge dertil, skal han forhen give det fru vicestatholderinden, som Ladegaardsøen af hans kongl. maj.t allernaadigst er bevilget til brugs, tilkjende, og begjære dertil hendes permission, dog at han lader menagere skoven det mest muligst er, saa og at han overleverer hende en specifikation eller attest under sin haand paa alt, hvis som til allerhøistbet. hans kongl. maj.ts tjeneste i saa maade hugget vorder.[1]»
- ↑ Denne »specifikation eller attest« findes i følgende memorial
