Tilhavs i vest for Helgelands skjær,
der svømmer en ø paa de skinnende vover;
men kommer en gang en seiler den nær.
da sænker sig skyer derover, –
og skjult er da den vinkende strand,
og ingen kan øen bestige.
Med tanken kun tør øboen hige
mod vest til det deilige Alfeland.
Han ser i syd, i øst og i nord
kun truende fjeld over sortladne vande;
det skremmende sund, den bugtede fjord
er lukket af traurige strande.
Men dybt i vest, naar solen gaar ned,
han finder med speidende øie
den fagre ø, hvis bølgende høie
hæve sig mildt fra den glimrende bred.
Welhaven.
Søfolk og fiskere langs den norske kyst har fuldt op af fortællinger om vidunderlige øer og lande, som skal ligge udenfor skjærgaarden, og som kun nu og da et menneskeligt øie faar skue. Det er de underjordiskes, hitterfolkets, hjem. Kun den fromme eller den fremsynte kan engang imellem faa se de grønnende øer med bølgende kornmarker dukke op af havet, hvor andre dødelige kun kan øine det blaanende hav. Mangen fisker skal føle ensomheden paa den umaadelige blaamyr mindre trykkende, naar han ved, at han befinder sig i nærheden af de steder, hvor saadanne huldrelande troes at ligge. Thi de
