Side:Øverland - Fra en svunden tid.djvu/191

Og naar som støv dig hilser graven,
fra ham du ikke kjendes kan,
som gik med krykken eller staven:
ulæseligt blev begges navn.

I fædre, som af skaldet alder
paa støvets bane neden gaar,
snart eders legems hytte falder,
og I ved banens ende staar.
Mens I kan røre mund og tunge,
afbed jer feil, og glem dog ei:
Veiled, forman, paamind de unge,
byd dem at vandre dydens vei!

Med sjelero I gaar til graven,
naar troens lampe er istand,
og glad nedlægger vandringsstaven
at gaa fra dette prøveland.
Bag gravens dække for Guds trone,
blandt aanders kor I juble skal,
og nyde seirens krans og krone
med eders børn, som Gud jer gav.

I unge! veien, I begynder,
er fuld af snarer for jer fod.
Naar ad jer vinker last og synder,
o gak da ei, men kjæmp med mod!
Strid troens strid, brug bønnens vaaben!
saa I klenodiet faar fat,
da himlens døre staar jer aaben
og seirens krans jer himmelskat.

I hver en stand, i hver en alder
hjælp, Gud, vi bruger naadens tid
og da, naar død og grav os kalder
til aandens bo fra kamp og strid,
i fredens hjem for Jesu trone
din stemme os tilraabe skal:
»O, tjener tro, her er din krone!«
O, hvilken fryd blandt aanders tal!